En jomfrus bekendelser

Intet kan beskrive den følelse man får i kroppen, når man ser sin første Formel 1 racer i dens naturlige omgivelser, nemlig på banen.

Jeg troede jeg vidste hvad det handlede om. Om mesterskabet. Pointene. Rygterne, sladderen og alt det andet. Men jeg ved intet. Min tavle er visket ren. Jeg står som en nyfødt. Det første kapitel skal til at skrives.

Det er ikke første gang jeg ser en Formel 1 bil. Jeg har tidligere set en, men på museum. Det var Mika Hakkinens McLaren fra 2001 som stod på et museum i London. Den var mindre end jeg troede. Jeg husker, at jeg synes det var utroligt, at sådan en lille bil kunne køre så hurtigt.

Et par år senere bliver jeg inviteret til Monza af Bilmagasinet og ved nu, at jeg slet ikke har set noget endnu.

Fra venstre: Michael, jeres skribent, Jens og Nicolai

Jeg har altid godt kunne tænke mig at opleve et Formel 1 løb, og har skam også været meget tæt på at tage afsted til det Belgiske Grand Prix en gang. Men der var ingen af mine venner der rigtig interessede sig for det, og jeg ville ikke afsted alene.

Da jeg fik beskeden om, at jeg skulle med til Monza, blev jeg meget overrasket. Turen til selve banen er irrelevant i denne sammenhæng. Det jeg her vil fortælle, er om mit første møde med verdens bedste kørere i verdens bedste biler. Om hvordan jeg troede jeg var nogenlunde forberedt på hvad der ventede.

Vi går inde i Monza-parken, der omgiver banen. Den første frie træning er i fuld gang. Allerede 2 kilometer før vi når selve banen, kan vi høre dem. Bilerne. De blæser rundt på banen.

BMF1 paparazzi

Michael sagde at hårene ville rejse sig på armene. Jeg var naiv og troede ikke på ham. Der skal da mere til, tænker jeg. Et kys eller en berøring fra ens elskede. Pavarotti der synger Nessun Dorma.

Sekundet efter står hårene op på armene og i nakken, som en sømand i stiv kuling. Jeg smiler bredt og begynder at smågrine. Kigger på de andre og de smiler også. "Vi sagde det jo," tænker de. Nu begynder realiteterne at indfinde sig. Dette er begyndelsen på noget stort. Meget stort.

Vi er nået ind på banen. Træningen har været gang i næsten en time og jeg kan lige nå at samle mig selv, inden det rammer. Lyden er meget høj nu. Vi er få hundrede meter fra den store stål-tribune og jeg kan mærke noget indeni. Der sker noget med mig nu. Jeg mærker hvordan jeg begynder at ændre adfærd. Mine skridt er utålmodige og jeg er ukoncentreret. Jeg vil helst bare smide min rygsæk og styrte op ad trappen, men jeg begrænser mig.

Nu er vi på området lige umiddelbart bag tribunen. Her er larmen helt utrolig. Man tror at lyden fra en fomel 1 bil, er en dyb, guttural rumlen, men rent faktisk er den skingrende. Som en slags forhistorisk kæmpedyr, der angriber et mindre bytte. Den er primitiv og arrig.

Hmmm. Skal jeg så holde til højre hér?

Vi skal sidde lige ved den første chikane efter start/mål langsiden. Bedre pladser kan man næsten ikke få. Jeg går bagerst. Jeg vil med vilje rammes så hårdt som muligt. Ingen smørelse her, bare lige på og hårdt. Ingen blomster. Ingen søde ord i øret til mig.

Op ad trappen og på det næstsidste trin, er jeg et helt andet menneske.

Der sker en forvandling med mig. En gradvis forvandling fra almindelig søndags entusiast til die hard fanatiker. Alle har på et tidspunkt følt, at man fik for meget af al politikken og skandalerne og rygterne. Men efter denne ilddåb, er jeg mere superfan end nogensinde før.

Dér kommer han. Alonso blæser forbi. Jeg bliver slået i brystet med en forhammer størrelse stor. Sekundet er ovre, men ikke for mig. Jeg gennemgår et følelesregister jeg ikke troede jeg var i besiddelse af. Jeg ryster over det hele.

Tribunen var pakket med fans

Kommer endelig op på tribunen og Jens vender sig tjekker om jeg er ok. Han smiler alfaderligt til mig og lægger sin helende hånd på min skulder. Jeg kan mærke mine ben er lavet til gele og jeg griner ukontrollabelt. Lyden og effekten af de 900 hestekræfter fra Alonsos bil sidder stadig i kroppen flere sekunder efter. Jeg tager mine solbriller af og må tørre øjnene.

Jens smiler igen og de andre nikker anerkendende til mig. De har også selv oplevet den ufattelige rå kraft, der forplanter sig i hele kroppen. Den umiskendelige glæde og overlykkelige rus-følelse man får. Jeg føler mig øjeblikkeligt optaget i et broderskab af ligesindende.

Jeg når slet ikke at tænke klart før den næste kommer ned af langsiden. Larmen er øredøvende nu. En helt ubegribelig larm, da køreren skifter ned i gear. Fra 340 i timen til 100 på et sekund. Gennem chikanen og foden plantes solidt på speederen et sekund efter. Gearskiftet larmer helt utroligt meget. Man mærker det i brystkassen, op langs rygraden og i kraniet. Dette er som narkotikum.

Det efterfølgende brøl fra motoren, er fuldstændig urealistisk. Intet, intet kan da larme så meget! Gearskifte til femte og en lyd som et missil der rammer sit mål, når mine øregange og trykbølgen idet bilen passerer, forplantes op gennem fødderne.

Jeg er rystet. Fuldkommen chokeret. Bange. Skræmt fra vid og sans. Glad, grænsende til det overstadige. Jeg er nu en del af fællesskabet. Jeg er indviet efter alle kunstens regler af den øverste myndighed. Monza. Jeg er hjemme.