Det er sikkert ikke forbigået nogen F1-tilskuers opmærksomhed, at 2005 ikke just var jubelåret for Williams. Det havde Mark Webber også bemærket – og tydeligt givet udtryk for internt i teamet.
WilliamsF1-piloten Mark Webber indrømmer i et interview, at han i sidste sæson havde flere sammenstød med sin landsmand og teknisk direktør Sam Michael.
I bladet ”Auto Action” udtaler den 29-årige Webber, at han flere gange blev skarpt irettesat for at være alt for stædig og påståelig i forbindelse med sin opfattelse af fabrikkens fremgang – eller mangel på samme.
Mark Webber tester Williams FW27.
”Jeg er meget opmærksom på detaljer,” forklarer Mark Webber. ”Og sommetider gjorde jeg Sam vred, fordi jeg fokuserede på ting, som ikke havde noget med mit arbejde at gøre.”
”Nogle gange kan jeg ikke gøre for det. Jeg ønsker at være helt sikker på, at vi har styr på det hele, hvilket Michael alligevel tager sig af.”
”Når jeg så føler, at tingene er ved at glide fra os, bliver jeg meget involveret, for jeg ønsker ikke at det skal gå os dårligt.”
Under Webbers engagement hos Jaguar i 2003 og 2004 var australieren ikke blot kendt for sin hurtighed, men også for at være den motiverende faktor, når garagedørene blev lukket.
Desværre fulgte heldet ikke proportionalt med engagementet i 2005, hvor Webber sluttede en alt andet end tilfredsstillende sæson for Williams med 36 point og hele 9 gange, hvor han måtte trække sig ud før champagnesprøjtet.