• Forside

Speed i Montoyas fodspor?

Spekulationerne på hvad Scott Speed skal lave efter at Toro Rosso-tiden er slut går stadig verden rundt. Mest naturligt vil et skifte til enten Champ Car eller Indy Car serierne være, men det mest sandsynlige er nok, at Speed ender med at dreje til venstre og venstre og venstre.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 15/8 2007 klokken 10:08

Champ Car, Indy Car, NASCAR, Grand–Am, sportsvognsracing. Hvad skal Scott Speed lave nu?

Indy Car er en mulighed. Ovalbaneserien inddrager flere og flere almindelige baner i deres kalender, hvilket passer banekørerne godt. Champ Car er den måske mest naturlige vej at gå, da denne serie kun kører på baner, som vi kender det fra Europa. Alligevel peger citater fra Red Bulls ejer Dieter Mateschitz på, at Scott Speed ender i NASCAR.

Scott Speed er stadig under kontrakt med Scuderia Toro Rosso, og de bestemmer derfor over ham resten af sæsonen. Red Bull er nye indenfor NASCAR, og de har valgt Toyota som samarbejdspartner i et ægteskab, som bestemt ikke har båret meget frugt indtil videre.

Det på trods af, at Toyota har sidste års Champ Car-sensation, A.J. Allmendinger, i den ene bil, så bruger A.J. mere tid på tilskuerpladserne end på racerbanerne. Dette er bestemt ikke tilfredsstillende for Red Bull, som er vant til at være fremme i et positivt lys.

Flabet attitude og et navn, som signaler ungdom og fart

Ifølge kilder i USA ønsker Toyota at udvide mængden af Toyota Camry NASCAR racere i 2008, og hvis Toyota skulle få succes, så vil et amerikansk Red Bull team med de to amerikanske kørere A.J. Allmendinger og Scott Speed give rigtig god pr.

Scott Speed udtalte inden fyringen, at han var meget ked af det, der skete på Nurburgring, da det kunne sætte hele hans forhold med Red Bull og Dieter Mateschitz i fare. Men efter samtaler med Dieter Mateschitz, skulle der være enighed om, at fremtiden findes på de amerikanske ovalbaner for det nystartede 'Red Bull Toyota Racing NASCAR Cup' team.

Selv citeres Dieter Mateschitz for at sige:

”Speed deltog i Formel 1 mod verdens bedste kørere. Han er modig og han har et navn, der er enhver marketingsmands drøm – Med en cowboyhat er han næsten perfekt.”

Red Bull Toyota i NASCAR Cup serien – Scott Speeds arbejdsplads I 2008?

”Han vil være et aktiv for vores fabrikstøttede NASCAR Toyota team.”

Som vi skrev den 13. august er Scott Speed på vej hjem for at finde arbejde i staterne. Meget peger dog på, at det bliver i amerikanernes favoritserie NASCAR og ikke i Champ Car, som ellers lignede det bedste bud.

Måske viste Montoya vejen at gå, når tiden i Formel 1 er slut.

RELATEREDE NYHEDER