Det er vist ikke forbigået den opmærksomme nyhedslæser, at FIA’s præsident Max Mosley holder meget af forandring, og nu har han fået en ny ide, som utvivlsomt vil rykke i paddockens beboere.
I sin store iver efter at gøre Formel 1 mere publikumsorienteret, har præsidenten for FIA på det seneste barslet med et, mildt sagt, temmelig radikalt og anderledes regulativ for fremtidens F1-motorer.
Selvom F1 teamene endnu ikke har gennemført ét eneste løb med de nye V8-motorer, er Mosley til gengæld nu på banen med forslag om, at tillade teamene at køre med hvilken type motor de måtte ønske. Blot må de kun have et bestemt kvantum brændstof til rådighed pr. løb.
Mercedes V8 FO 108S. Vil den blive erstattet af en dieselmotor?
”Det vil være tilladt at køre med alle typer motorer, som man måtte ønske,” udtaler Mosley til den italienske sportsavis Gazetta dello Sport. ”Men hver bil skal have det samme kvantum brændstof til rådighed.”
”Motorregulativet baseres således på motorernes forbrug. Vinderen bliver den bil, der bruger sit brændstof maksimalt,” slutter Mosley.
Perspektiverne er interessante og drømmene vidtløftige. Måske bliver dette muligheden for at se dieselmotorer i Formel 1 og dermed endelig den F1-debut til Audi, som mange fans længe har drømt om. Måske endda med Tom Kristensen bag rattet.
Vi stopper drømmene her og lader læserne fortsætte.