Han er rappens bedst klædte kunstner og har lige så mange navne som Prince. Sean Combs, eller Puff Daddy, P. Diddy eller Diddy som han vistnok kaldes lige for tiden, har vist interesse for at købe sit Formel 1 team.
Det kom frem efter en event, hvor den populære sanger præsenterede sin nye parfume 'Unforgiveable', hvor også Lewis Hamilton var på gæstelisten. Her udtalte han, at han da godt kunne tænke sig sit eget Formel 1 team.
Fernando Alonso og Lewis Hamilton ser frem til endnu et Formel 1 team på gridden. Her tester de champagnens kvalitet
Det var dog sangerinden Natasha Beddingfield der sammen med Pharrell Williams havde inviteret Hamilton, som kunne hygge sig med de store navne indenfor musikken.
Sean Combs, som vi vælger at kalde ham her, brugte angiveligt $200.000 på champagne alene, så det ser ikke ud til at han lige står og mangler penge. Men der er lang vej op til de mange hundrede milioner det kræves, før et team kan stables på benene.
Så mon ikke vi alle bør sætte os stille og roligt ned igen og afvente annonceringen af "Diddy Formula One Racing Team?