Efter en forrygende start på sæsonen, hvor Ferrari snuppede den forreste startplacering i de fire første løb, så er det gået ned ad bakke siden, og faktisk er tredjepladsen i lørdagens kvalifikation til Felipe Massa en tangering af holdets bedste siden Spaniens Grand Prix, og Kimi Räikkönens fjerdeplads er en tangering af hans personlige bedste.
Med den baggrund kan man betragte resultatet både som værende skuffende, idet holdet ikke fik brudt McLarens dominans i de sidste løb, men på den anden side har holdet fået sig stabiliseret lidt og anden række er nok det bedste realistiske resultat lige nu.
Felipe Massa om lørdagen ved USAs Grand Prix 2007
Når man ser udtalelserne fra kørerne i Ferraris pressemeddelelse fra lørdag, er det da også en hvis tilfredshed med resultatet, der går igen. Felipe Massa siger:
"Jeg er ganske tilfreds og tror, vi kan få et stærkt løb i morgen. Vi kan ikke være helt tilfredse med resultatet, men vi må heller ikke være for hårde ved os selv. Det ville have været svært at få pole, og tredje pladsen betyder, at jeg vil starte fra en god grid placering.
Vi ved, vi kan regne med en meget konsistent bil med hensyn til løbsfart. Starten vil også spille en vigtig rolle, og det samme vil strategien. Vi vil forsøge at vinde nogle placeringer og få den bedst mulige placering."
Kimi Räikkönen om lørdagen ved USAs Grand Prix 2007
Kimi Räikkönen fortsætter i samme dur:
"Alt i alt er fjerdepladsen et ganske godt resultat. Det var en meget tæt afdeling, og vi skal tage forskellene i vægt mellem bilerne i betragtning, noget som vi ikke vil have et svar på indtil i morgen (søndag) eftermiddag. Selvfølgelig ville jeg gerne have været foran alle andre, og der er plads til forbedringer, men jeg tror, vi kan få et godt løb.
Det er vigtigt, at der ikke er nogen biler mellem os og vores hovedrivaler. Bilen har kørt godt indtil nu i denne weekend, specielt med hensyn til at levere konsistent ydelse over lange stræk. Vi vil gøre vores bedste for at bringe et godt resultat hjem."