• Forside

Alonso med tudefjæs

Fernando Alonso har tydeligvis problemer med at følge med både sin unge teamkammerat Lewis Hamilton og Ferrari. I spanierens verden skyldes den manglende fart altid tekniske problemer. Men er det hele sandheden?

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 14/5 2007 klokken 16:05

Det er ikke en ønskeposition på den ene side at være regerende verdensmester og samtidig blive distanceret af en britisk opkomling ved navn Lewis Hamilton. Når man så på samme tid skal kæmpe med den røde fare fra Italien bliver det bestemt ikke nemmere. Hvad gør man så?

Der er i virkeligheden kun to muligheder. Man kan ydmygt erkende, at der rent faktisk er andre kørere, som p.t. er hurtigere end en selv, eller man kan gå til den anden yderlighed og komme med dårlige undskyldninger for de manglende resultater. Alonso vælger tilsyneladende det sidste.

Massa forrest, Hamilton, Alonso og Räikkönen ude til højre. Bagved lurer Heidfeld på at ødelægge løbet for Alonso. Bahrain 2007.

Efter sæsonens første løb i Australien var Alonso bemærkelsesværdigt nøgtern. Han erkendte, at Ferrari med Kimi Räikkönen som vinder, var hurtigere på dagen og at McLaren stadig havde et arbejde foran sig. I dette tilfælde var det derimod teamchef Ron Dennis som straks uddelegerede skylden til BMW Sauber.

Dennis beskyldte her Nick Heidfeld for at lave en start, der ”smagte af show”, og at tyskerne ikke havde andet at tilbyde end en spektakulær start. McLarens tudefjæs-stil blev lanceret af teamchefen og fortsættes af Alonso.

Efter sejren i Malaysia var spanierens arme naturligt nok i vejret, selvom flere iagttagere stadig mener, at holdkammeraten Lewis Hamilton blev frarøvet sejren efter et urimeligt langt pitstop. Mesteren kunne herefter meget belejligt lægge sig i spidsen af løbet.

I Bahrain vendte lykken imidlertid for Alonso, som sluttede på en utilfredsstillende 5. plads, og her indledtes perioden med tudefjæs og dårlige undskyldninger.

På Sakhir var det Nick Heidfeld i BMW Sauber, som fik skylden for Alonsos 5. plads.

Efter løbet på Sakhir-banen oplyste Alonso til alle der gad lytte, at det var ”balanceproblemer, manglede fart og dårligt vejgreb” som var årsagen til, at både Massa, Hamilton, Räikkönen og Heidfeld var hurtigere.

Efter 3. pladsen i Spaniens Grand Prix var det tydeligt for enhver tilskuer til sejrsceremonien, at Alonso ikke var tilfreds. Det efterfølgende interview understregede tydeligt spanierens frustration hvilket især kunne aflæses i spanierens ansigtsudtryk. Man sad blot og ventede på, hvad undskyldningen ville være denne gang. Og den kom.

Det var Filipe Massas start! Alonso forsvarede sig denne gang med, at Massa havde tilladt sig at bremse senere i det første sving, end spanieren havde ventet. Det var heller ikke pænt gjort.

TV-billederne viste i øvrigt tydeligt, at brasilianeren iskoldt og på fuldt legal vis blot holdt sin ideallinie, på trods af at spanieren forsøgte at skære ind foran.

Uheldigvis berørte de to biler hinanden under episoden, og det er her spanierens seneste undskyldning kommer ind i billedet. Under det efterfølgende interview klagede Alonso over, at han bil aldrig blev den samme efter hændelsen. Endnu et spansk tudefjæs.

I Spanien var det Massa, der fik skylden for Alonsos manglende fart. Her er spanieren ude at lege i sandkassen til højre efter at have forsøgt at skære ind foran brasilianeren.

Alonso er forståeligt nok under stort pres fra opkomlingen Hamilton. Dels er al opmærksomheden rettet mod briten, dels er briten for øjeblikket tydeligvis hurtigere end verdensmesteren. Læg dertil Ferraris øjeblikkelige performance.

Det er derfor ikke sjovt at være Alonso i denne tid. Og så på hjemmebane. Som verdensmester har man ret til at være ærgerrig på den positive måde, men det ville klæde mesteren, hvis han udviste en mere ydmyg indstilling, når klaveret ikke spiller helt som forventet.

Mindre tudefjæs samt ærlig erkendelse af, at der rent faktisk er andre kørere i kulissen, som er temmelig talentfulde, ville klæde den dygtige spanier.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER