Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 26/4 2007 klokken 09:04
”Jeg kan ikke se, at Nick Heidfeld har en bedre teknisk indsigt, end nogle af vores nuværende piloter, så jeg kan ikke se hvorfor vi skulle tage ham ind,” kom det fra Howett i et interview med det tyske blad, Sport Bild.
Enten ved Howett noget vi ikke ved, om Heidfeld, ellers må han have opholdt sig alt for meget bagerst i holdets pitgarage, hvis han ikke har set hvad den unge tysker har præsteret med BMW raceren i år, som Kubica ikke har formået.
Om Quick Nick skulle være interesseret i at skifte til Toyota, der ikke ligefrem er et af topholdene til trods for top budgetter, er uvist. Men der vil nok være gode penge i et skifte og Toyota er sultne efter at få fingrene i en pilot, der kan vende den negative udvikling på holdet, hvor vi næppe skal regne med at se Ralf Schumacher i 2008.
Dr. Mario Theissen hævder, at han ikke har travlt med at få Nick Heidfelds underskrift ned på en kontraktforlængelse, men Quick Nicks manager hævder, at de har kontraktoplæg liggende fra Toyota og Honda, så hvis ikke snart BMW Sauber tager en beslutning, vil de miste den hurtige tysker.
Hvis vi skal komme med en konklusion, så er der meget der tyder på, at vi vil se Heidfeld hos Toyota i 2008, når de nu har så travlt med at afvise rygterne hos Toyota.