For anden gang i træk bliver det Felipe Massa, der skal starte fra forreste position, når Bahrains Grand Prix søndag eftermiddag Hans holdkammerat Kimi Räikkönen starter også ligesom i Malaysia i tredje position, og man fristes næsten til at sige "som sædvanlig" er det en McLaren kører mellem dem, denne gang Lewis Hamilton, der starter i forreste række for første gang i sin Formel 1 karriere.
Løbet på Sepang banen uden for Kuala Lumpur viste dog, at en pole position ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at man er stærkest i løbet, så hos Ferrari er man klar over, at selvom der er grund til optimisme, så skal man være realistiske.
Teamchef Jean Todt har i Ferraris pressemeddelelse efter kvalifikationen blandt andet udtalt:
"Vi er tilfredse med det samlede resultat, men mindet om Sepang er stadig i frisk erindring, og derfor vil vi gå til morgendagens løb med endnu mere udmyghed og beslutsomhed, hvis det er muligt. Vi har taget et stort skridt fremad i denne weekend, men det væsentligste skal komme i morgen, som vi ved fra nylige hændelser, og som vi kan lære af historien."
Nicholas Todt (Felipe Massas manager) og Ferraris teamchef Jean Todt
Dagens mand på pole, Felipe Massa, udtrykker i samme pressemeddelelse naturligvis glæde over resultatet:
"Jeg er meget glad for at være på pole endnu engang for anden gang i træk, og selvfølgelig håber jeg på et helt andet løbsresultat end det, jeg opnåede sidste søndag."
"De to første løb er ikke gået, som jeg havde forventet, og jeg håber virkelig, at dette vil vende tendensen. Vi har en meget konkurrencedygtig bil, både over en enkelt omgang og over distancen: nu må vi bare gøre vores bedste for at få det meste ud af potentialet, der er til vores rådighed."
Felipe Massa foran Kimi Räikkönen under kvalifikationen
Kimi Räikkönen, der i Australien startede i pole, må for anden gang i træk tage til takke med tredje start position. Han mener, det er et fornuftigt udgangspunkt for løbet:
"Tredjepladsen er et godt resultat og sætter os i en fornuftig position til morgendagens løb. Selvfølgelig vil jeg hellere have været foran alle andre, men jeg ved, vi stadig skal forbedre os for at få al ydelsen af bilen over en enkelt omgang. Derudover havde jeg også noget trafik i dag på begge mine forsøg i Q3."