Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 11/4 2007 klokken 13:04
Det er ikke kun på grund af Formel 1 løbet i Bahrain, men lige så meget fordi GP2 serien starter denne weekend, hvor vi har danske Christian Bakkerud med i klassen, hvor Bruno Senna og Mike Conway samt flere ex-Formel 1 kørere deltager.
Der er mange, der har sendt et skævt blik til næste weekends tv-program. Kun Formel 1 løbet søndag var der afsat tid til. Hverken fredagstræning eller kvalifikation kan findes i TV2’s tv-guide, ingen optaktsudsendelse og ingen pressekonference er at finde. Ej heller GP2 kvalifikationen fredag, hovedløbet lørdag eller sprintløbet søndag.
De danske tv-seere taget som gidsler i det, der nærmest har mindet om en skyttegravskrig mellem joint venture kanalen TV2 Sport (TV2/Danmark og Modern Times Group) og konkurrencestyrelsen.
Nu er afgørelsen faldet. TV2 Sport bliver en realitet, men kun hvis visse betingelser opfyldes.
• Bestyrelsen og direktionen for TV 2 Sport skal være uafhængig af moderselskaberne bortset fra en kort opstartperiode.
• Bestyrelsen og direktionen skal selv stå for indkøb af rettigheder, programlægning og salg af tv-kanaler og af reklame.
• Moderselskaberne må kun modtage ganske bestemte oplysninger fra TV 2 Sport, som er nødvendige for at de kan varetage deres ejerinteresser.
• Moderselskaberne og TV 2 Sport må ikke gøre priser eller salg af TV 2 Sports kanaler eller tv-reklamer betinget af, at forbrugere, distributører eller annoncører aftager ydelser fra moderselskaberne.
Det vigtigste er dog, at TV2 Sport nu har fået den åreladning, der kan sætte gang i hele tv-kanalens eksistens. Om det er for sent i forhold til motorsportsinteresserede er det endnu for tidligt at sige noget om.
Men med al respekt for de programmer der er programsat, så er der ingen af disse som ikke kan erstattes af enten Formel 1 eller GP2. Forvent ændringer i tv-programmerne de kommende dage.