Ifølge teamchef Ron Dennis var BMW’s kanonstart i søndagens Grand Pris en væsentlig forklaring på, at Fernando Alonso og Lewis Hamilton ikke kunne hente Kimi Räikkönen.
Nick Heidfeld i BMW Sauber fik en rigtig god start, og det forstyrrede i den grad den strategi, som McLaren havde lagt op til løbet, og Ron Dennis mener endda, at denne uventede start direkte ødelagde sejrschancerne for McLaren.
”Selvfølgelig kom vi til Australien for at vinde, men en noget uventet strategi fra BMW ødelagde en del af vores løb,” udtaler Ron Dennis.
Alt i alt klappede det fint for McLaren i Melbourne, hvor vi her ser Lewis Hamilton i pitten. Men kan det holde?
”Efter Heidfelds første pitstop blev afstanden alt for stor til, at det var realistisk muligt at lukke det, og vores oprindelige strategi var derefter spildt.”
Dennis tilføjede derefter spidst: "Vores løb blev faktisk ødelagt af Heidfelds strategi. Den smagte af show, hvor man lige ville vise hvad man kunne i løbets åbningsfase."
Dennis bebrejder dog ikke sine kørere at Ferraris Kimi Räikkönen kunne øge forspringet.
”Begge kørere gjorde et fantastisk stykke arbejde ved at give os en smal føring i konstruktørernes mesterskab.”
”De kommende test op til Malaysias Grand Prix burde give os alle muligheder for at forbedre os yderligere og gøre vores biler endnu mere konkurrencedygtige,” slutter Ron Dennis.
Også fra Mercedes Motorsports chef, Norbert Haug lyder der ros til kørerne, og han mener, som Ron Dennis, at der er rum for forbedringer til Malaysia.
”Sæsonen startede godt med Fernando og Lewis, der hentede 14 point ud af 18 mulige i deres debutløb for McLaren, udtaler Haug.
Lewis Hamilton på vej ud af garagen til Melbournes Grand Prix. Australien 2007.
”Selvom vi stadig skal arbejde hårdt på at forbedre vores tekniske pakke yderligere, viste vi i dag de forbedringer vi har arbejdet på under vinterens test. Nu vil vi fokusere på testene i Malaysia og glæder os til det næste løb,” slutter Norbert Haug.
Alt i alt kan man konkludere, at McLaren tilsyneladende har fundet mere fart. Men om de gode takter, og ikke mindst materiellet kan holde, vil det kommende Grand Prix i Malaysia give et fingerpeg om.