Et af sladderbladenes varmeste yndlingsofre har længe været Kimi Räikkönen, som fra denne sæson har afløst den syvdobbelte verdensmester Michael Schumacher hos Ferrari.
Sladderspalterne har været fyldt med ’øjenvidneskildringer’ fra finnens natlige eskapader i diverse storbyers natteliv, men nu kommer holdkammeraten Filipe Massa finnen til hjælp og udtaler, at man nok lige skal tage den slags oplysninger med et gran salt.
”I en verden som vores, hvor der færdes en masse kendte mennesker, overdriver medierne ofte og opfinder endog selv nyhederne,” siger Massa til den brasilianske avis ’O Globo’.
Kimi Räikkönen virker glad for at være hos Ferrari og Massas forsvar gør sikkert ikke glæden mindre.
Massa roser derimod finnen og kalder ham en ”perfekt kører”, selvom visse medier forventer, at brasilianeren vil give Räikkönen baghjul i den kommende sæson.
”Han har allerede bevist, at han er blandt de bedste kørere i Formel 1,” forsvarer Massa. ”Han vil være hurtig og kæmpe for sine sejre, men jeg håber selvfølgelig, at jeg vil være oftere foran ham end han foran mig.”
Efter vinterens test er der store forventninger til Massa personligt, men især til Ferraris nye F2007 model, som regnes for den hurtigste i feltet.
”Jeg har ikke noget imod, at folk regner mig som hurtigste mand, men det betyder ikke noget for mig,” siger han. ”Hvad folk siger og mener, ændrer ikke min indstilling og tankegang.”
”Det betyder meget for os, at vores bil er hurtig og sandsynligvis har en lille fordel i forhold til de andre. Men jeg står ikke frem og siger, at vi er favoritter af den grund,” slutter Filipe Massa.