Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 5/5 2025 klokken 08:05
Verstappen startede fra pole med Lando Norris efter sig. Verstappen forbremsede sig på vej ind i sving 1, hvilket åbnede døren for Norris. På vej hen mod sving 2 fik Verstappen dog momentum tilbage, og han kunne således fastholde føringen, dog ikke uden tæt kamp med Norris, der endte uden for banen og nu skulle til at arbejde sig tilbage fra en sjetteplads.
Verstappen var derefter i front fulgt af Antonelli og Piastri, mens Jack Doohan efter et sammmenstød med Liam Lawson måtte udgå af løbet med et punkteret venstre fordæk. Det bragte en Virtual Safetycar i spil i en kort periode, hvorefter løbet blev givet frit på omgang 3.
Verstappen fik hurtigt kørt et forspring ud til Antonelli, der bragte ham uden for DRS rækkevidde af italieren, mens Piastri ikke var sen til at udnytte sit momentum og sætte en overhaling ind på Antonelli på vej ind i sving 11.
Norris havde samtidig også fundet tilbage i rytmen og satte på omgang syv en sjældent set overhaling ind på Russell i sving fire og fem og satte med det samme jagten ind på Antonelli, mens Russell kom under pres fra Sainz.
Fremme i front lagde Piastri yderligere pres på Verstappen, der rapporterede om en mere glat bane end normalt. Og da Piastri på omgang 14 havde held med at udføre en taktisk veleksekveret overhaling på Verstappen, var bremserne også blevet en udfordring for hollænderen.
Ikke længe efter var Norris på vej til at gøre det samme ved den firedobbelte verdensmester, og mens de to kæmpede om andenpladsen, udbyggede Piastri sin føring i front, der på omgang 16 var tæt på 15 sekunder.
På omgang 17 lignede det, at Norris fik sat den afgørende overhaling ind, men i tvivl om legitimiteten lod han Verstappen køre forbi igen, inden briten fik sat det endelige overhaling ind omgangen efter. På det tidspunkt var Piastris forspring tæt på ni sekunder.
Antonelli var den første af kørerne i front, der kørte i pit på omgang 26, men tabte værdifuld tid, da han måtte lade Sainz passere, før han kunne komme videre. Verstappen pittede omgangen efter for at mitigere et evt. undercut fra Antonelli.
Oliver Bearmans løb blev forkortet, da hans motor gik op i røg, og han måtte parkere sin bil i sving 8. Det betød endnu en Virtual Safetycar, der denne gang havde strategisk betydning. McLaren lavede et dobbelt pit-stop på omgang 30, mens Russell ved sit stop profiterede af den langsommere kørsel på banen og derfor kunne indtage tredjepladsen foran Verstappen.
Bortoleto var den næste, der måtte udgå af dagens løb i samme stil som Bearman. Også denne gang måtte Virtual Safetycar i brug, dog uden nævneværdig betydning. Sainz kom med det samme under hårdt pres fra både Leclerc og Hamilton, der begge overhalede spanieren på vej ind i sving 1.
Hamilton blev mere og mere frustreret over at skulle tilbringe ekstra lang tid bag Leclerc, og der fulgte en længere udveksling af radiobeskeder mellem ham og hans løbsingeniør, inden han til sidst byttede plads med Leclerc og forsøgte at sætte efter Antonelli på sjettepladsen. Det viste sig dog ikke som nogen nem opgave, og kort tid efter var det så Leclerc, der måtte på radioen og bede teamet om at tage strategiske beslutninger. Det tog dog mere end en håndfuld omgange, før Ferrari endnu engang måtte bede deres kørere om at bytte plads.
Norris fortsatte sin kontinuerlige kørsel, og med 12 omgange tilbage havde han bragt forspringet til Piastri ned til lige under fem sekunder. Det var dog ikke nok, og Piastri kunne således krydse stregen som førende, hvilket var hans tredje sejr i træk og hans fjerde i alt. Norris var med til at sikre endnu en 1-2 til Mclaren, mens Russell tog den sidste plads på podiet. Hamilton overlevede et angreb fra Sainz i sving 17 på sidste omgang, der til gengæld rystede en indkaldelse til møde hos løbets stewards af sig til spanieren, som måtte forklare sig.
Piastri har nu 131 point i den samlede stilling, mens Norris er på andenpladsen med 115. Max Verstappen indtager tredjepladsen med 99 point.