Formel 1 Eksperten: Disse kørere er under størst pres

Der er to unge kørere, der fra sæsonstarten vil få markant mere fokus end de øvrige, men om det er dem eller en gammel ræv, der vil være under størst pres, kan kun tiden vise.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 10/2 2025 klokken 15:02

Der er næppe nogen der er i tvivl om, at Lewis Hamilton igen vil være en mand, der vil blive holdt meget øje med.

Den nye røde kørerdragt vil tiltrække al opmærksomhed, og der vil være folk der står i kø for at nedgøre ham, skulle han fejle.

Men det er næppe Hamilton der vil være den der er under størst pres, da han har den lange erfaring der kan give ham den indre ro det kræver, at være ny på et hold som Ferrari.

Derimod vil hans afløser, Andrea Kimi Antonelli, blive sat under enormt pres fra dag 1.

Det unge talent, som Mercedes, helt uvant, har valgt at sætte direkte ind på deres fabrikshold, er blevet hypet så meget, at det nærmest kun kan gå galt.

Mange har sat tvivl ved, om han er så dygtig, mens andre er mere sikre i deres sag og siger at de tror på at han hurtigt vil være oppe i samme tempo som George Russell.

Uden tvivl vil det blive spændende at følge italieneren i den kommende sæson.

En anden der vil få det hårdt, er Liam Lawson, der skal vise, at han formår at følge, bare nogenlunde, med Max Verstappen, når han i år sætter sig i Red Bull raceren ved siden af den 4. dobbelte verdensmester.

Skulle det lykkes for Lawson, vil han være den første der kan gøre det, siden Daniel Ricciardo i topform, flere gange satte den purunge hollænder under pres.

Meget er sket for Max siden og opgaven er helt sikkert ikke blevet lettere.

Lawson virker mentalt stærk, hvilket nok også er en af de primære årsager til at det var ham og ikke Tsunoda der fik chancen. Så når Red Bull holdt fast i at tage fra egne rækker, var Lawson nok det rigtige valg.

Sæsonstart nærmer sig, så der går ikke længe inden vi har de første svar.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.