Newey med nyt, endnu mere vanvittigt jobtilbud

Inden sommerferien kom det frem, at designguru Adrian Newey havde fået et fuldstændigt vandvittigt tilbud fra Aston Martin, men det forlyder nu, at et andet hold allerede har overgået det bud.

Red Bulls chefdesigner, Adrian Newey . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 20/8 2024 klokken 10:08

Adrian Newey er en mand, der gennem det meste af hans karriere i Formel 1 har levet rimelig anonymt, til trods for at alle har vidst hvem han var og hvad han kan med pen og papir.

Men efter han i starten af denne sæson, annoncerede at han ville stoppe sit samarbejde med Red Bull, har der været flere spekulationer om hvor han så skulle hen, end der har været omkring en top-kører om Carlos Sainz Jr.

Ferrari var længe det hold, som de fleste så som mest sandsynlige arbejdsplads for Newey, men her lod det til at der var nogle udfordringer, der betød at Fredric Vaseur ikke kunne se, at det var her han skulle være, selvom Newey havde udtrykt et ønske om at arbejde sammen med Lewis Hamilton, der skifter til holdet efter denne sæson.

Williams, der har store ambitioner om at komme tilbage til toppen af Formel 1, og som har hyret før omtalte Sainz, har også været i spil, men skulle være blevet høfligt afslået af Newey.

Inden sommerferien kom det så frem, at Newey angiveligt skulle have skrevet under på en aftale med Aston Martin, der tilbød briten en treårig kontrakt og 80 millioner £.

Nu forlyder det så, at Alpine, der kæmper for at få styr på deres bil og hold, i desperation har overbudt Aston Martin, ret markant.

Alpine forventes at skifte væk fra deres egenproducerede motor i 2025 og over til Mercedes Power. En aftale som den flamboyante Flavio Briatore har hjulpet holdet til at lande, og det er også Briatore der er manden der har taget fat i Newey, for at få hans hjælp til at producere en bil, der kan vinde løb.

Om det bliver Aston Martin eller Alpine, eller et helt andet hold, forventes at blive bekendtgjort, når Formel 1 feltet kommer til Monza, om små to uger.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Perez fortsat under pres Hvem er Mattia Binotto? »