Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 8/7 2024 klokken 08:07
Allerede inden 2024 Formel 1-sæsonen blev skudt i gang, var der stort postyr omkring Red Bull, efter diverse beskyldninger mod Red Bull holdchef Christian Horner.
Midt i alle rygter om utroskab og hård ledelse fra Horners side, begyndte rygterne om at design guroen over alle i Formel 1, Adrian Newey, ville stoppe.
Disse rygter, modsat alt andet der foregik i starten af sæsonen, endte med at blive bekræftet, samtidig med at Red Bulls "Special advisor", Dr. Helmut Marko, blev sat på sidelinjen.
Det har medført, at Christian Horner nu er overladt til sig selv, i forhold til at få sat holdet rigtigt og sikre den videre udvikling.
Newey er officielt fortsat en del af holdet, og han ses også en gang i mellem til Formel 1-løb, men der er ingen tvivl om, at han er på vej væk og at hans passion for Red Bull-racernes udvikling ikke længere er der.
Newey fik mættet sin tørst for succes med designet af den mest vindende bil i historien, 2023 Red Bull RB19.
Den nuværende RB20 kom godt fra start og med rygter om, at Newey endnu engang ville tage fusen på alle de andre hold, der i større eller mindre grad havde kopieret RB19. Men efter balladen i Red Bulls top begyndte, virkede det som on at den 65-årige englænder havde fået nok.
Fra at være mindst 20 sekunder foran de øvrige i starten af sæsonen er Max Verstappen pludselig under pres og ikke bare den selvfølgelige vinder, som vi ellers har set over de seneste år.
Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at det bare er de andre, altså McLaren og Mercedes, der har fundet den rette formel og dermed har fået lukket hullet, men man kan ikke undgå at tænke, at det er Neweys manglende deltagelse i aerodynamikafdelingen på Red Bull-fabrikken i Milton Keys, der er begyndt at få sin indflydelse.
Som det ser ud nu, er der ikke meget der tyder på at Max Verstappen ikke bliver verdensmester igen, men i 2025, som er det sidste år under det nuværende reglement, kan vi godt forvente at se en anden verdensmester.
For slet ikke at tale om hvor hårdt manglen på Newey bliver for Red Bull, når de nye biler kommer i 2026.
Det bliver interessant at følge udviklingen i den resterende del af sæsonen.