Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 17/4 2024 klokken 10:04
De tidligere så suveræne verdensmestre fra Mercedes, ligner mere og mere nogle knækkede folk.
Hver gang de kommer med opdateringer, som de har enorme forhåbninger til, ser det ud til at de går baglæns.
Set udefra, ser det ud til at der må være noget galt med de data de får fra deres simuleringer.
Der er ingen der bliver dårlige, eller decideret dumme, i løbet af natten og Mercedes har tydeligt bevist at de kan designe biler, der er hurtige og pålidelige, så hvorfor bliver det ved med at gå galt?
Samtidig med at man bryder hovederne i holdets tekniske afdelinger, der er berømte for at være yderst effektive og fantastiske til at arbejde sammen, står holdet med en teknisk stærk kører, der ikke længere ønsker at være en del af holdet.
Efter Lewis Hamilton meldte ud, at han ikke længere vil være en del af Mercedes holdet, har holdet, af gode grunde, holdt igen med at give ham informationer om bilen og dens udvikling.
Det betyder så, at det er George Russell der står med det store ansvar, hvilket han tydeligt ikke er så god til.
I Kina giver det så ekstra udfordringer, når der kun er en enkelt træning, til at finde det rigtige setup, som følge af at det er en Sprint weekend, der venter os.
Så alt i alt, ser det ud til at Mercedes igen får en weekend, som de nok helst vil glemme.