Saudi Arabiens Grand Prix; løbsresumé: Verstappen vinder

Oliver Bearman i Carlos Sainz Ferrari var dagens helt store stjerne, da han sikrede sig seks point i sit første Formel 1 løb. I front var alt ved det gamle, da Verstappen i sikker stil kørte sejren hjem.

Saudi Arabiens GP 2022 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 9/3 2024 klokken 19:03

Verstappen fik en god start, mens Leclerc på andenpladsen med det samme blev presset af Perez. Det lykkedes dog for Leclerc at holde fast i sin plads igennem de første sving, mens Oliver Bearman, der var stand-in for Sainz, med det samme var i angrebshumør og lignede en, der havde kørt mange F1-løb inden i dag. Piastri havde god fart i bilen og fik presset sig forbi Alonso og op på fjerdepladsen. Bearman og Tsunoda havde en smule kontakt ved indgangen til første sving efter første omgang, men det så ikke ud til at give problemer. Gasly meldte inden starten om problemer med sin gearkasse og kørte da også i pit på slutningen af første omgang. Magnussen og Hülkenberg lå edter de første omgange på hhv. 12 og 14. pladsen. Russell meldte over radioen, at Lando Norris muligvis var tyvstartet.

Efter de første fem omgange var Max Verstappen solidt i front, mens Perez ved hjælp af DRS fik kørt sig forbi Leclerc og op på andenpladsen. Feltet blev efterhånden strukket ud, men der var enkelte forsøg på overhalinger, der dog ikke blev gennemført. Det varede dog ikke længe, før der blev behov for dagens første safety car, da Lance Stroll kørte af banen og ind i barrieren med betragtelig skade til følge. Han meldte sig dog ok over radioen.

Verstappen og Perez blev kaldt i pit på samme omgang, mens Leclerc også fulgte efter. Norris overtog føringen, mens Verstappen kom ud på andenpladsen efterfulgt af Hamilton, Perez, Leclerc, Piastri, Alonso, Hülkenberg, Russell og Zhou.

Norris lagde godt fra land, da løbet blev givet frit, men Verstappen var med det samme oppe og lægge pres på, dog uden held i første omgang. Leclerc forsøgte sig også på Perez, men mislykkedes. Længere nede i feltet viste tv-billeder, at Magnussen havde en kollision med Albon, der havde sat en overhaling ind på danskeren. Det blev også meddelt, at løbets stewards kiggede på en usikker frigivelse af Perez ifm. hans pit-stop, der tvang Alonso til at undvige et muligt sammenstød.

Norris havde god fart i bilen og trak Verstappen med sig og væk fra Hamilton. Det varede dog ikke længe, før at Verstappen blæste forbi Norris med DRS, mens Perez samtidig kørte forbi Hamilton og op på tredjepladsen. han blev efterfølgende idømt en fem sekunders tidsstraf for førnævnte forseelse, som ville blive lagt til hans sluttid, hvis ikke han pittede endnu engang. Oliver Bearman gjorde også god reklame for sig selv og kørte sig op på den pointgivende 10. plads, ved at køre sig forbi Zhou og senere forbi Hülkenberg og op som nummer 9. Magnussen blev efterfølgende idømt 10 sekunders straf for at forårsage kollisionen med Albon. Magnussen blev senere idømt endnu en 10 sekunders tidsstraf for at køre uden for banen og derved opnå en fordel ifm. en overhaling af Tsunoda. En skidt dag på kontoret.

Med lidt over halvdelen af løbet kørt, havde Vertappen omtrent otte sekunder ned til Perez på andenpladsen, der blev efterfulgt af Leclerc, Norris, Hamilton, Piastri, Alonso, Russell, Bearman og Hülkenberg på 10. pladsen.
Til trods for udsigten til de 20 sekunders tidsstraf lod Magnussen sig ikke bare uden videre overhale og hang fast med det yderste af neglene på sin 12. plads, hvilket var en del af en plan for at beskytte Hülkenberg på 11. pladsen, således at han senere kunne køre op på 10. pladsen og sikre et enkelt point til ham selv og Haas.

Med 10 omgange tilbage af løbet var Verstappen stadig komfortabelt i front efterfulgt af Perez, Leclerc, Piastri, Alonso, Russell, Bearman, Norris, Hamilton og Zhou. Det var umiddelbart mellem Norris og Hamilton, at der foregik mest kamp om placeringer. Dog blev Norris efterforsket for at skifte retning for mange undervejs på start/mål langsiden og under nedbremsning, hvilket i første omgang blev takseret til en advarsel i form af sort/hvidt flag.

Med fem omgange tilbage var der naturligt nok stort fokus på Oliver Bearman i sin lånte Ferrari, der på daværende tidspunkt lå nummer 7 og lå til at score 6 seks point i sin Formel 1 debut. Norris og Hamilton var fortsat i kamp om 8. pladsen, hvilket også var med til at hjælpe Bearman til at bevare forspringet, der dog kun var små tre sekunder.

Verstappen krydsede endnu engang stregen som vinder og kunne sætte yderligere 25 point ind på kontoen. Perez kom ind som nummer to, hvilken han beholdt trods sin tidsstraf. Leclerc tog sidste plads på podiet foran Piastri, Alonso og Russell. På syvendepladsen var vel nok dagens rigtige vinder i form af Oliver Bearman, der holdt stand mod en jagtende Norris på ottendepladsen, mens Hamilton og Hülkenberg tog sig af de sidste to pladser i top 10.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Vild magtkamp hos Red Bull eskalerer Jeddah dagen derpå »