Rygterne har cirkuleret siden sommeren 2023 og er nu øget i intensitet: Lewis Hamilton er på vej til Ferrari med start i 2025!
Det har længe været kendt, at den af parterne, der er bosiddende i Maranello i Italien, er meget interesseret i en kontrakt, men både Hamilton og dennes teamchef, Toto Wolff, har afvist rygterne med henvisning til at begge parter stoler på, at Mercedes vil være i stand til at levere en vinderbil til eksverdensmesteren.
Kendsgerningen er bare, at Mercedes i de sidste to sæsoner ikke har været i stand til at indfri løfterne, og da Hamilton er en udpræget vindertype, har han svært ved at se sig selv kæmpe om P4 eller P5 i endnu en sæson.
Situationen har derfor været en åbenlys mulighed for Ferrari til at komme med et tilbud, som eksmesteren ikke kan afslå, og ifølge sædvanligvis velinformerede Motorsport.com er forhandlingerne om et sæde nu så langt fremme, at de kan afsluttes i denne uge.
Lewis Hamilton under 1. frie træning til Italiens Grand Prix
Copyright Mercedes AMG
Det er velkendt, at Hamilton har kontrakt med Mercedes til og med 2025, men som altid med Formel 1-kontrakter, så er der en lang liste med diverse klausuler, herunder øverst på side ét, hvor der står, at den ene af parterne kan opsige samarbejdet med henvisning til manglende performance. I dette tilfælde Mercedes' mangel på samme.
Både Mercedes og Ferrari afviser at kommentere på rygterne.
Men hvorfor skulle Hamilton ønske at skifte til Ferrari, som i den foregående sæson klarede sig dårligere end Mercedes? Godt nok kun med 3 point og en tredjeplads i konstruktørmesterskabet efter Mercedes, men alligevel!
Svaret er ret enkelt.
Kvalifikationen til Italiens Grand Prix 2023. Carlos Sainz Jr. på pole
Copyright Ferrari
Alle Formel 1-chaufførers drøm er at køre for Ferrari - også dem, som ikke vil indrømme det! Alle ønsker de at have dette sæde i CV'et. Det gælder også Hamilton.
Med hvem ofrer Ferrari til fordel for den (måske) tidligere Mercedes-kører?
Carlos Sainz har kontrakt med Ferrari indtil udgangen af 2024, hvilket vil være hans fjerde sæson for det italienske team. Under sin periode hos La Scuderia har han indtil videre hentet to sejre og vist sig at være en effektiv og kompetent teamkammerat til Charles Leclerc, hvis kontrakt for nylig blev forlænget med flere år.
Alligevel er det mest sandsynlige scenario en Hamilton-Leclerc-kombo, hvilket samtidig vil være værdifuld PR for Formel 1-cirkusset, eftersom de foregående sæsoner nærmest har været spændingsforladte.
Charles Leclerc foran Lewis Hamilton. Belgiens GP 2023
Copyright Ferrari Media
Hvis rygterne holder vand, vil det være et modigt træk fra Hamiltons side, for man kan med god ret sætte spørgsmålstegn ved Ferraris konkurrenceevne mod dominerende Red Bull. Dertil kommer, at briten til januar kan fejre 40 års fødselsdag, hvilket kan blive en udfordring mod Leclerc, som er en af F1-griddens hurtigste kørere over en enkelt omgang.
Tilbage står så spørgsmålet: hvem skal overtage det ledige sæde hos Mercedes i garagen ved siden af George Russell? Et bud kan være Alex Albon, som har gjort det ganske godt hos Williams. Selv om Mercedes (eller Wolff) har et blødt punkt for deres testkører Mick Schumacher, virker det ikke realistisk, at tyskeren får sædet. Talentet mangler ganske enkelt.
Med klaphatten trukket godt ned over ørerne kan en anden mulighed være Mercedes' juniorkører Frederik Vesti, som har høstet stor anerkendelse i Stuttgart for sin Formel 2-sæson, hvor han sluttede på andenpladsen. Det kræver dog, at danskeren bliver forfremmet til testkører.
Meget kan ske i F1, og et år er lang tid i den branche.
BMF1.dk følger naturligvis situationen.