• Forside

Optakt: Den søndag tribunen rystede på Hungaroring

At overvære et Formel 1 Grand Prix skulle være noget ganske særligt. Indtil sidste år var det en af de begivenheder, som denne skribent stadig manglede at føje til rækken af hændelser, som man med vemod engang kan berette om for sine måbende børnebørn. Læs her i forbindelse med vores sæsonoptakt en forrygende rejsebeskrivelse fra Ungarn.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 21/2 2007 klokken 12:02

Når man fra barnsben, mere eller mindre trofast, har fulgt samtlige løb i Formel 1 kalenderen og set den ene stjerne efter den anden dukke op og forsvinde, har ønsket om at overvære et løb, ’sådan rigtigt’, ofte trængt sig på. Men af en eller anden årsag blev det aldrig rigtigt til noget.

I et Formel 1 løb på TV indgår flere ingredienser i det samlede indtryk: Det første oversigtsbillede fra banen, TV-kommentatorens begejstrede stemme (du var nu altid begejstret, Claus Borre), kamerarundturen på startgridden, kendisserne og de smukke piger med paraplyerne ved hver bil. Alt efter præference kan der sikkert føjes flere ting til listen.

Indgangen til det forjættede land.

Jeg tror, at de fleste F1-fans sidder med en mere eller mindre kriblende fornemmelse i maven inden starten, men uanset hvor spændende løbet end måtte være, så mangler der nu altså noget ved en TV-transmission.

For mit vedkommende er en af manglerne lyden.

Lyden
Jeg har altid været vild med det øjeblik, hvor den første kører trykker på startknappen, og den hårdt komprimerede F1-motor springer i gang og holder i tomgang inden præsentationsrunden. Men når de røde lamper slukker, og feltet endelig sætter i gang, lyder det på TV nærmest som små arrige hvepse, og det er et antiklimaks i min verden.

Den hvinende (TV) lyd fra bilerne er på en og samme tid i komplet modstrid med kendsgerningerne: Hvordan kan en hidsig V10 eller V8 motor lyde som et insekt? Jeg skulle dog senere konstatere, at dette på ingen måde er tilfældet.

Afrejse
For mit vedkommende var den 6. august 2006 en epokegørende dato. Her blev tingene sat på plads. Dagen, hvor drengen blev en mand. Den skelsættende dag, der betød, at et Grand Prix på TV aldrig mere vil være det samme.

Om fredagen lettede undertegnede samt min gode skribentkollegaer på BMF1, Michael og vores yderst kompetente, systemansvarlige, Nicolai, fra Kastrup. Det skal tilføjes, at d’herrer er ’hard core’ F1-veteraner udi live F1-oplevelser på europæiske baner, og de lovede at store ting ventede debutanten forude.

En Porsche SuperCup på Hungaroring.

Efter ankomst, middag og efterfølgende overnatning på hotellet i Budapest var det tidligt ud af fjerene lørdag morgen. Arrangøren, Grand Prix Tours, havde sin guide klar i bussen, og under turen ud til banekomplekset fodrede han os med historier og almindelig gossip fra paddocken.

Vi undrede os i øvrigt flere gange over hvordan guiden kunne være så velorienteret – indtil denne forklarede, at han konstant var online med BMF1 på sin bærbare pc.

Alt har jo en forklaring og man kunne blot konstatere, at disse Formel 1 sider nu også læses i Ungarn.

Bare en Super Aguri
Den største glæde er som bekendt forventningens, og det holdt også stik i mit tilfælde.

Gåturen fra bussen og op til Grand Stand Bronze tribunen var lang, men lyden fra banen satte en i en ulidelig spænding – indtil man konstaterede, at det ’blot’ var Porsche Cup’en, som agerede opvarmningsband den formiddag.

Bare en Super Aguri. Her med Sakon Yamamoto på Hungaroring 2006.

Og vi var næppe kommet på plads på bronzetribunen, før lammelsen indtraf.

I det fjerne kunne man høre noget som mindede om den velkendte TV-lyd. Det nærmede sig fra højre side. Genstanden var en Super Aguri med Sakon Yamamoto bag rattet.

Med høj fart kom Super Agurien ind i synsfeltets højre side. Da bilen passerede mig forvandlede den ubegribeligt skingrende og hidsige motorlyd sig til et vildt, brølende, monsteragtigt lydinferno, som forsvandt med høj fart igennem kurven til venstre for vores tribune.

Det var bare for vildt. Og så var det endda ’blot’ en kamikazepilot i en Super Aguri.

Jeg skal ikke fortabe mig i hvem der satte pole den eftermiddag. Blot konstatere, at der fra dette øjeblik var vendt op og ned på min forestilling om, hvordan motorlyd fra en F1-racer lyder.

GP2
Ét er at opleve Formel 1 biler komme enkelt eller parvis. Noget helt andet er at opleve hele ulve-kobbelet komme brølende i samlet flok forbi tribunen.

Jeg fik en forsmag på hvad der ventede mig under GP2 klassens start.

GP2 er imponerende. Nelson Piquet Jr trak det længste strå den søndag på Hungaroring.

Denne klasse kører som bekendt med 4,0 liter V8 Renault motorer på ca. 580 HK. De larmer sandt for dyden helt ubegribeligt – nærmest en dyb brølen i forhold til storebroders lidt mere skingre lydbillede. Farten er imponerende, og pudsigt nok ’lyder’ GP2 også hurtigere, hvis man ellers kan sige det.

Imponerende var også de unge GP2 køreres præstationer. Skal jeg være helt ærlig, så har denne rugekasse til Formel 1 ikke interesseret mig synderligt hidtil, men det blev der i al fremtid ændret på den søndag i august.

Vejret den weekend på Hungaroring var forfærdeligt. Regnen stod ned i stænger under GP2 klassens løb, men ikke desto mindre formåede disse talentfulde knægte det umuliges kunst, og man følte, at de kørte med livet som indsats.

Alle bilerne kørte i kaskader af regn og det er mig stadig komplet ubegribeligt, at kørerne kunne gennemføre løbet – og så med DEN fart og svinghastighed.

Mødet
Hvad hører med som standardudstyr, når man pakker kuffert til et Formel 1 Grand Prix? De fleste, om ikke andet mødre og koner, vil sikkert mene at ekstra sokker, rent undertøj samt en god, varm trøje skulle være tilstrækkeligt.

På Hungaroring skulle et instrument til måling af jordrystelser senere vise sig også at høre til standardindholdet og dermed sætte tal på lydtrykket fra en Formel 1 bil.

Skribenten af denne artikel, unplugged, til sit første Formel 1 løb. Og han var imponeret.

Grand Stand Bronze tribunen er ikke det ideelle sted at stå, hvis man vil opleve en F1-start. Man kan vist ikke komme længere væk fra begivenhedernes centrum. Til alt held havde arrangørerne dog sørget for en storskærm til os, som absolut skulle sidde på monkey class. Men lyden måtte vi tænke os til.

Starten gik, og lad det være sagt med det samme: Det er ikke muligt helt at forklare den følelse man sidder med, når et felt på 22 F1-biler nærmer sig i det fjerne. Man skal nok være der, for helt at forstår det - for nu at bruge et slidt udtryk.

Spændingen på bronzetribunen steg mærkbart i takt med den infernalske larm som nærmede sig, og folk begyndte så småt at rejse sig for bedre at kunne se, når aktørerne viste sig på scenen foran os. Ingen kiggede på storskærmen. Kun ud i det fjerne til højre.

Her må jeg lige komme med en indskudt bemærkning: Undertegnede har personligt oplevet det store jordskælv d. 17. oktober 1989 i San Francisco, og det husker jeg som en dyb, dyb rumlen hvor vores bil gyngede, bygninger svajede og glas knustes alt imens folk løb forskræmte ud af bygninger og søgte ly på byens åbne pladser.

Uden yderligere sammenligning i øvrigt var der lidt af samme følelse på Grand Stand Bronze i Ungarn – bortset fra at folk ikke løb væk, men tværtimod stod som limet til scenekanten.

Brølet, den infernalske larm fra de 22 biler, hastigheden og den millimeter tætte afstand (eller mangel på samme) bilerne imellem, hører til i en anden verden.

Robert Kubica kører forbi Grand Stand Bronze og Deres udsendte på Hungaroring

Én ting er de decibel som øret opfatter, noget andet er selve lydtrykket fra de 22 stk. specialbyggede fartmonstre, der lukkede op for samtlige gasspjæld på vej ud af sving 13 på Hungaroring. Det var en nærmest hårrejsende, øresønderrivende, altgennemtrængende og ubegribelig totaloplevelse.

Lektoren
Midt i dette lydinferno sad der en lektor fra Danmark Tekniske Universitet.

Lektoren havde valgt at gribe denne usædvanlige oplevelse an fra den videnskabelige vinkel. Han havde medbragt et specielt lydfølsomt apparat, der målte de rystelser, som det samlede felt sendte op igennem Grand Stand Bronze tribunen hin søndag på Hungaroring.

Og manden havde vitterligt ret. Feltet af Ferrarier, Hondaer, Renaulter m.v. fik simpelthen tribunen til at vibrere.

Og det var lige dér, jeg kom til at tænke på den lune oktoberdag på Union Square i San Francisco i 1989. Ifølge lektorens apparat sad vi nemlig midt i et mindre jordskælv. I dette tilfælde på grund af et felt vilde Formel 1 racere!

Nu fandt jeg aldrig helt ud af, om lektoren nogensinde opdagede hvor dramatisk løbet egentlig var, eller hvem der vandt, men efter min ringe mening vil 2006-udgaven af Ungarns Grand Prix gå over i historien som et af de mest spændende og uforudsigelige løb nogensinde – og det er ganske vidst, for jeg var selv til stede og kan bevidne det.

Jenson Button gjorde ligeså store øjne efter sin første sejr, som denne skribent.

Som en forbrugeroplysning fra denne skribent skal det til sidst blot nævnes, at specialister anbefaler brug af ørepropper under et Formel 1 løb. Men den indretning vil jeg personligt mene spolerer totaloplevelsen.

Denne 'Sunday Unplugged' i august 2006 på Hungaroring sammen med Michael og Nicolai, vil for altid være prentet i min bevidsthed.

Formel 1 på TV bliver aldrig det samme igen.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.