Det rumler stadig i sagen omkring Formel 1-mesterskabet 2008, hvor Felipe Massa tabte verdensmesterskabet i sidste sving i sæsonafslutningen i Brasilien. Her overhalede Lewis Hamilton Toyota-køreren Timo Glock og fik dermed den afgørende femteplads og det ene point, der sikrede ham verdensmesterskabet foran Ferrari-køreren.
Sejren i Brasilien kan der ikke sættes spørgsmål ved, men det kan der tilsyneladende ved omstændighederne tidligere samme sæson, hvor andre mystiske hændelser i sidste ende var med til at give Hamilton den samlede sejr i Brasilien.
Som vi tidligere har skrevet, søger Massa at få ændret resultatet af 2008-sæsonen, og årsagen til søgsmålet kommer efter en kommentarer fra den tidligere F1-chef Bernie Ecclestone, der antydede, at han i 2008 kendte til Renaults plan om at “fixe” Singapores Grand Prix ved at få Nelson Piquet Jr. til at køre i barrieren.
Flavio Briatore
Copyright Bil Magasinet BMF1
Som følge af efterforskingen blev Renaults daværende teamchef, Flavio Briatore, smidt ud af Formel 1 og i en årrække nægtet adgang til Paddock-området. Med til historien hører, at Ecclestone og Briatore, var - og stadig er - mangeårige venner.
Efter Piquets “ulykke" førte Massa løbet men kørte i pit for at få brændstof på bilen, og de fleste husker Tv-billederne, hvor en Ferrari kører ned ad pitlane med brændstofslangen slæbende efter sig. Hændelsen resulterede i at brasilianeren måtte skubbes tilbage til garagen og dermed sluttede uden for pointene - og uheldigvis for ham sluttede løbet med Hamilton på P3 og seks point på kontoen.
92-årige Ecclestone har siden hævdet, at han ikke kan huske at have givet førnævnte interview tidligere i år, men ikke desto mindre er det grundlaget for en fornyet indsats fra Massas hold af advokater, som nu presser på for en efterforskning. Det ultimative mål er at den tidligere Ferrari-kører skal tildeles titlen, noget som Ecclestone i øvrigt selv var inde på, da han dengang foreslog, at man ganske enkelt slettede Marina Bay-løbet fra 2008-tabellen. Det nægtede FIA.
Ifølge kilder sendte Massas advokater i september i år et såkaldt “Letter of Claim” (en slags forvarsel til modparten om en forestående retssag), som blev stilet til FIA, Formula One Management (FOM) Ferrari, Alpine (det tidligere Renault-team) og Flavio Briatore.
I brevet fik partnerne en deadline for kommentarer til midten af oktober, men ifølge den ene af Massas advokater, Bernardo Viana, er deadline nu flyttet for at give modparten mere tid.
Italiens Grand Prix 2018. Kimi Raikkonen bliver nummer 3 og interviewes på podiet af Felipe Massa
Copyright Ferrari
"FIA og FOM er ved at afslutte en intern undersøgelse og har anmodet om en sidste forlængelse af den frist, de oprindeligt bad om, fra 12. oktober til 15. november," lød advokatens erklæring.
"Vi har sagt ja til dette, for hvis den nye administration ser på sagen i god tro, vil de helt sikkert nå frem til den samme konklusion, som vi og mange andre folk i verden har.”
"Vi vil gerne vide, hvad Formel 1's nye ledelses holdning er til den nyligt afslørede skandale (Ecclestones interview, red) og den uretfærdighed, som Felipe Massa hvor været udsat for.”
Midt i alt dette undrer det flere iagttagere, at Ferrari har været fuldstændig tavse i sagen, og samme undren har Massa.
"Jeg tror, de venter på at se, hvad der skal ske, men det, jeg siger, er, at jeg gør det her for mit land, jeg gør det her for mine fans, jeg gør det her for mig selv, jeg gør dette for min familie og jeg gør det her for Ferrari.”
"Hvis Ferrari ønsker at komme ind [og støtte mig] er de helt velkomne. Ellers gør jeg det her for at få retfærdighed, og det er det vigtigste for mig,” lød det fra Felipe Massa.