Af: (@bmf1.dk) d. 17/2 2007 klokken 16:02
I denne uges udgave af det engelske motorsports magasin ”Autosport” giver BMW Saubers tekniske direktør udtryk for, at det tyske team har fundet storformen forud for den kommende sæson, som starter om kun 28 dage.
Under de seneste testkørsler på Jerez, Valencia og Barcelona har BMW Sauber teamet vist yderst lovende takter, hvilket da heller ikke er gået ubemærket hen. Senest har verdensmesteren, Fernando Alonso udtalt: ”Der er fire teams, der kan vinde løb, som tingene står lige nu. Der er BMW Sauber, Ferrari, Renault og … .” Her mener spanieren selvfølgelig McLaren Mercedes.
BMW Sauber teamets tyske kører, Nick Heidfeld har dog for nyligt prøvet at nedtone forventningerne, men det skal nok mere ses som et forsøg på at skabe lidt arbejdsro. For det må være tydeligt, også for den unge tysker, at udviklingen er gået den rigtige vej over vinteren.
Det er dog, som indledningen da også antyder, ikke alle som har behov for at nedtone forventningerne forud for sæsonstarten. BMW Saubers tekniske direktør, Willi Rampf er sikker på formkurvens tendens vedr. deres F1.07, specielt når det gælder længere distancer.
”Sammenlignet med de øvrige biler, ser det ud til, at vi har god fart på bilen” udtaler Willi Rampf til Autosport og han fortsatte: ”På en enkelt hurtig omgang er vi med helt fremme, og over mange omgange er vi også blandt de hurtigste. Vores dæk har været stabile og slitagen på dækkene har været overraskende lille.”
Rampf har dog indrømmet, at der stadig er lidt problemer med deres F1.07, og at problemerne har været tidskrævende, men han er overbevist om, at der vil være fundet en løsning på problemerne inden det går løs i Bahrain. Problemerne er tilsyneladende relateret til F1.07’s hydrauliske system.
Skal man analysere lidt på vinterens testkørsler, må det regnes for overvejende sandsynligt, at BMW Sauber teamet kan tage deres første Grand Prix sejr i år. For ikke nok med, at teamet har gjort markante fremskridt over vinteren. Så er det gået lidt ned af bakke for både Renault og Ferrari.
Men som Storm P sagde det. ”Det er svært at spå, Specielt om fremtiden”