Igår kunne vi fortælle, at Rusland sandsynligvis vil blive den næste Grand Prix destination, sammen med Indien, Sydafrika, Grækenland og Mexico. Men nu svarer Hermann Tilke, den tyske bane-designer, igen.
"Vi bygger for øjeblikket to mindre baner udenfor Moskva, men de er ikke beregnet til at afholde Formel 1-løb," siger Tilke. Dermed er der grund til at tro, at de før så optimistiske udtalelser fremsat af Bernie Ecclestone for nylig, ikke har noget på sig.
Forleden kunne vi berette, at Bernie Ecclestone var meget varm på ideen og han skulle efter sigende have været i meget tæt kontakt med arrangørerne af events i både Indien, Grækenland, Mexico og altså også Rusland. men dette kan meget vel have været en and.
Her er det Denny Hulme, der suser rundt i svingene i Mexico City 1969
Det er den britiske website, Autosport, som har talt med Hermann Tilke, og han udtaler følgende om Mexico: "Det er lagt på is. Det er fuldstændigt åbent, hvad der vil og kan ske dér," sagde han.
Mexico annoncerede en fem-års aftale med Bernie Ecclestones firma i starten af 2005, og både organisatorer, publikum og teams, forventede et mexicansk løb i 2006. Tilke´s firma fandt et passende sted til banen, men projektet løb ind i problemer, sandsynligvis politiske.
Det samme kan være gældende i forbindelse med både det russiske og det indiske GP. Men om der overhovedet kommer et løb til de nævnte steder, er dog stadig uvist.
Sidste GP i Sydafrika var i 1993. Her er det dog Jackie Stewart, 1968
Med hensyn til planerne for et græsk GP, siger Tilke at de planer er "løbet ud i sandet" og det samme kan nu siges om planerne for Sydafrika og Indien.
Hvorfor Ecclestone har udtalt sig positivt vedrørende planerne, vides ikke, men det kan være en strategisk manøvre, for at lægge pres på de tilbageværende europæiske løb. I den senere tid er der dukket flere og flere nye og moderne baner op i eksotiske lande, mens de europæiske løb bliver sløjfet en efter en.
Hermann Tilke vil gerne se flere gadeløb på kalenderen, som her i Monaco. Her er det Kimi Raikkonen, i 2006
Uanset udfaldet, ser Tilke gerne flere gadeløb. Ifølge den tyske designer, handler det om at bringe banen til folket og ikke omvendt. "Gadebaner skaber en helt special atmosfære, såsom Monte Carlo," siger Tilke og fortsætter: "På den anden side skaber et gadeløb også en masse problemer," siger han og henviser til det trafikale kaos der opstår når cirkus er i byen.
Der har tidligere været afholdt Grand Prix i både Mexico og Sydafrika. Sidste gang det skete var henholdsvis i 1992 og 1993.