Med 100 sejre i bagagen ankommer Red Bull til deres hjemmebane med enorm selvtillid og sultne efter mere. Mercedes begynder at presse på i toppen af feltet, mens Ferrari havde en forholdsvis god weekend i Canada. Der er også stort fokus på Haas, som har det svært i øjeblikket, da de døjer med gamle spøgelser fra 2019.
Er Ferrari tilbage?
Ferrari havde for en gangs skyld en god weekend sidste gang i Canada. Teamet formåede at få strategien rigtig og sluttede som nummer fire og fem og det på trods af, at de startede som nummer 10 og 11.
Charles Leclerc og Carlos Sainz viste god fart i bilen, og spørgsmålet er nu, om Ferrari kan fortsætte de gode takter fra Canada. Efter løbet i Canada sagde Leclerc, at bilen føltes bedre end i den første del af sæsonen. Men både Leclerc og teamchef Vassuer vil ikke endnu sige, at Ferrari har vendt skuden. De vil som minimum se løbet i Østrig an, inden de konkluderer noget.
Gamle spøgelser hos Haas
Har man set programmet ”Debrief med Kevin Magnussen” på Viaplay, så har man garanteret hørt vært Peter Palshøj omtale de nuværende problemer hos Haas som ”gamle spøgelser.” Og det ligner i den grad gamle spøgelser hos Haas. Tilbage i 2019 havde teamet lignende problemer med en god bil om lørdagen, mens søndagen så noget sværere ud.
Kevin Magnussen sagde da også efter løbet i Canada, at fokus lige nu er at få styr på dækkene til om søndagen. Han påpegede, at Haas generelt er for hårde ved dækkene, og det stiller dem dermed dårligere om søndagen.
Australiens Grand Prix 2023. Kevin Magnussen
Copyright Haas F1
Også Günther Steiner er frustrerede over situationen med dækkene hos Haas. Ifølge ham kan Haas være med i toppen af midterfeltet på en god dag, men på grund af problemet med dækkene er det en meget stor udfordring. Günther Steiner fortæller på Haas’ egen hjemmeside, at man vil gå ind til løbet i denne weekend, som om det var en test-session.
Der er derfor ikke tvivl om, hvad fokus er hos Haas gående ind til den kommende weekend. Det er dog en bane, hvor teamet har gode erfaringer. Specielt Kevin Magnussen der tog en femteplads under kvalifikationen i 2019. Netop Magnussen kører i denne weekend sit løb nummer 150 i Formel 1, så mon ikke han håber at kunne fejre det med en god placering søndag.
Fakta
Søndag skal der køres 71 omgange på Red Bull Ring, som strækker sig 4,3 kilometer. Banerekorden er fra 2020 og lyder på 1:05.619 sat af Carlos Sainz.
Red Bull Ring byder på tre DRS-zoner og kommer lige efter hinanden på langsiderne. Den første finder vi ned ad start/mål-langsiden, mens den næste er at finde mellem sving et og tre og den sidste mellem sving tre og fire.
Pirelli medbringer C3, C4 og C5 til denne weekend ligesom i Canada.
Løbet søndag starter kl. 15.