Brasiliens Grand Prix, løbsresumé: Russell vinder sin første sejr

Efter Magnussens historiske pole position forud for lørdagens sprint-løb, var det søndag blevet tid til Grand Prixet, der som vanligt ikke gik stille for sig.

Mexicos GP . Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 13/11 2022 klokken 20:11

George Russell, der i kraft af sin sejr i lørdagens sprint-løb startede søndagens ræs fra pole, fik en god start foran Hamilton, mens de to Red Bull kæmpede om tredje- og fjerdepladsen. Der skulle dog ikke gå længe, inden løbet blev neutraliseret. Ricciardo var skurken, der ødelagde både sit eget og Magnussens løb, da australieren ramte Kevins højre bagdæk. Det sendte Magnussen ud i et spin, hvori Ricciardo selv blev fanget, med betydelig skade på begge biler til følge.

Der var op til dette punkt i løbet mange gode kampe ned gennem feltet, hvor særligt Mick Schumacher gjorde sig bemærket ved at have kørt sig op på 10. pladsen. Albon var den eneste, der foretog et pit-stop i perioden.

Da løbet blev givet frit var Russell stadig i front med Hamilton lige efter sig, efterfulgt af Verstappen, Perez, Norris, Leclerc, Sainz, Vettel, Gasly og Schumacher.

Det varede dog kun nogle få hundrede meter, inden der igen var sammenstød. Denne gang var Verstappen på krigsstien på vej ind i første sving i et forsøg på at overhale Hamilton, hvilket endte med kontakt mellem de to og en ny frontvinge til Verstappen. Norris og Leclerc kørte side om side ind i et sving, hvilket endte mest uheldigt for Leclerc, der blev ramt og røg en tur i væggen, inden han dog kunne fortsætte. Hamilton kunne også køre videre og var hurtigt igang med at indhente tabte positioner.

Ude i front og ude af problemer kunne Russell langsomt og sikkert begynde at skabe afstand ned til Perez og Sainz. Samtidig begyndte de første straffe også at komme, da Verstappen modtog en straf på fem sekunder for kontakten med Hamilton. Det samme modtog Norris for sit sammenstød med Leclerc.

Efter de første tyve omgange var feltet efterhånden blevet strukket lidt ud, og de første pit-stops begyndte at blive eksekveret. Samtidig blev Russell ved med at udbygge sin føring, mens blandt andre Bottas og Vettel også så ud til at befinde sig godt på banen og i deres biler. Verstappen havde kæmpet sig tilbage til 12. pladsen, mens Schumacher holdt godt fast på sin niendeplads.

På omgang 24 pittede både Perez og Verstappen. Red Bull valgte at kaste terningerne i kampen mod Mercedes, der kaldte Russell ind som modsvar. Hamilton var derfor et par omgange i føring, inden også han blev kaldt ind til service.

Russell var tilbage i front med op mod otte sekunder ned til Perez, mens Hamilton var yderligere tre sekunder efter. De to Mercedes racere så generelt gode ud og begyndte at øjne muligheden for at slutte som nummer 1 og 2. Dog skulle Hamilton først forbi Perez, hvilket var en realitet på omgang 45.
Sainz gjorde sit til at spolere den forestående fest, men blev dog desværre forrådt af et afrevet stykke plastic, der sad fast i bremsetragten på hans højre bagdæk og en overgang skabte forhøjet temperatur på bremserne. Derfor måtte Sainz tidligere i pit end planlagt. Red Bull kaldte dog senere Perez i pit, som udgjorde en reel trussel mod Hamilton. Derfor måtte Mercedes reagere og trække Hamilton ind, hvilket til gengæld overlod andenpladsen til Sainz, da han pittede et par omgange før.

Med 21 omgange tilbage var Russell i front, hvor han efter et pit-stop havde Sainz lige efter sig. Hamilton lå nu nummer tre efterfulgt af Perez, Alonso, Bottas, Vettel, Leclerc, Ocon og Gasly.

På omgang 52 blev posen rystet, da Norris bogstaveligt talt måtte parkere på banen og fremkaldte en virtuel safetycar, som Alonso og Sainz benyttede sig af. Den blev dog senere erstattet af den fysiske safetycar.

Med 11 omgange tilbage blev løbet givet frit, og der var lagt i ovnen til en spændende og tempofyldt afslutning.

Russell kom endnu engang fint fra start, mens Sainz og Perez var i hård kamp. Sainz lykkedes dog ikke med at køre sig forbi til tredjepladsen før efter et par omgange. Leclerc var nu tilbage på femtepladsen, mens Verstappen var nede som nummer ni. Alonso havde også god fart i bilen og lå på sjettepladsen. Perez havde dog mere end almindeligt svært ved at hænge på de forreste og havde nu pludselig fået skiftet sin tredjeplads ud med sjettepladsen, senest efter at have tabt kampen til Alonso. Da Verstappen senere meldte sin ankomst fra syvendepladsen var der ingen kamp.

Russell kunne efter et fejlfrit løb endelig lade sig hylde for sin første sejr, mens Hamilton med andenpladsen sikrede Mercedes bedste resultat denne sæson. Sainz tog sidste plads på podiet, mens Leclerc, Alonso, Verstappen, Perez, Ocon, Bottas og Stroll udgjorde resten af løbets top 10.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Straf til Alonso Straf til Ricciardo »