Toro Rosso er det eneste Formel 1 team, som stadig ikke har fået afklaret, hvem der skal sidde i teamets biler for den kommende 2007-sæson, som skydes i gang i Australien den 18. marts.
Gerhard Berger, der delvist ejer Toro Rosso, udtaler til Eurosport.com: "Jeg tror vores to kørere er i pole-position. Det er mest sandsynligt, at vi vælger denne måde, men intet er afgjort endnu."
Spørgsmålet som mange har stillet sig, er, om teamet mangler penge, og dermed søger betalende kørere. Dette afviser Berger: "Penge er ikke problemet. Vi forsøger at få de bedste kørere i vores biler. Vi kigger efter præstationer."
Scott Speed kan måske få muligheden for at sikre sig et fast sæde i 2007. Men intet er sikkert
Der har ligeledes været mange spekulationer om, hvorvidt den nye STR2 racer vil være en kopi af Red Bull´s RB3. Noget der ikke er tilladt med de gældende regler. Gerhard Berger siger hertil, at bilen vil leve op til regulativerne.
Det er dem her, Toro Rosso gerne vil slå i 2007
Berger fortsætter: "Jeg ved vi er 100% i orden. Det er Williams og Spyker, som er bekymrede, og jeg ved hvorfor - de frygter konkurrencen. Vores mål er at lukke hullet op til Williams."
Teamet scorede et enkelt point i 2006 og endte på en samlet niendeplads. Williams scorede 11 point og endte på en ottendeplads.