Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 6/10 2021 klokken 08:10
Mere og mere tyder på, at Mercedes også vil skifte Hamiltons motor meget snart og nok allerede i den kommende weekend i Tyrkiet.
Mercedes chef, Toto Wolff udtaler, at de har en del mindre udfordringer med deres motorer. Ikke nogle specifikke problemer, men flere forskellige.
I Red Bull lejren har man dog hørt andet, fra deres mekanikeres side, hvor det drejer sig specifikt om krumtap og ventilsæde-problemer.
Problemerne har faktisk altid været der, men de har haft lille betydning for holdet, der tidligere ikke har været presset som de er i denne sæson.
"Tidligere kunne Mercedes trække fra feltet fra starten af løbet, hvorefter de sparede på materiellet med lavere omdrejninger i den resterende del," kom det fra Helmut Marko i et interview med tyske RTL op til Tyrkiets Grand Prix.
"Nu har de ikke længere den mulighed, hvilket får svagheden frem i deres motor," tilføjede han.
Svagheden får ikke umiddelbart motoren til at bryde sammen, men den reducerer motorens rå kræfter, hvilket Mercedes ikke kan leve med, hvis de skal gøre sig håb om, igen at blive verdensmestre.
Svagheden skulle angiveligt være så markant, at presset fra Honda kan betyde, at både Bottas og Hamilton vil blive nød til at tage endnu en motor i brug, ud over den Hamilton forventes at få i denne weekend, inden sæsonafslutningen.