Nyt weekendformat til Monaco

Det nok mest legendariske løb på Formel 1 kalenderen, Monacos Formel 1 Grand Prix, vil ændre weekendformat fra og med næste sæson. Slut med fridag om fredagen.

Max Verstappen vinder Monacos Grand Prix 2021 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 23/9 2021 klokken 12:09

Mange ønsker at man optimere Monacos baneforløb, så det bliver muligt at overhale, men det er desværre ikke det, som der vil blive ændret på i den kommende sæson.

Derimod ændres der på den gamle tradition om, at der afviklet første og anden træning for Formel 1 feltet om torsdagen, mens fredagen holdes fri.

En tradition der oprindeligt hang sammen med at fredagen var lokal markedsdag og dagen, hvor de rige kunne købe sig mulighed for at komme ud i en racerbil og prøve kræfter med banen selv.

Markedet er for længe siden taget af kalenderen, mens købeturene er blevet afløst af de mindre serier, der kører på den snævre bane om fredagen.

Det har fået Liberty Media, der ejer de kommercielle rettigheder til Formel 1, til at meddele arrangørerne bag Monacos Formel 1 Grand Prix, at de nu skal rette ind i forhold til hvordan løb bliver afviklet på alle andre baner.

Om det er fordi man ønsker at afvikle sprintkvalifikation til dette løb også, i den kommende sæson, eller om det bare er for at give holdene lidt bedre betingelser, er der ingen meldinger om endnu.

Det er dog sikkert, at Monaco i 2022 vil blive afviklet fredag til søndag, som til alle de andre løb.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Ruslands GP: Løbsoptakt Mercedes favoritter til Ruslands GP »