En hel del tyder på, at trumferne nu er spillet direkte i hænderne på Lewis Hamilton og Mercedes i kampen om både det individuelle såvel som dette års konstruktørmesterskab.
Årsagen skal findes i de uheld, som begge Red Bull-racerne har været involveret i, først i forbindelse med Max Verstappens voldsomme afkørsel på Silverstone efter sammenstødet med Lewis Hamilton, og senest Sergio Perez, da han blev torpederet af Valtteri Bottas på Hungaroring.
Foruden de store skader på biler blev motorenhederne (PU’en) også påvirket af sammenstød og afkørsler, hvilket har betydet, at Red Bull efter alt at dømme er tvunget til at pakke motorenhed nr. 3, til begge biler, ud af papkassen
Da der kun kan skiftes tre PU’ere pr. sæson, uden gridstraf, er det altså mere end sandsynligt, at Red Bull står med et problem i et af de resterende 12 løb i kalenderen.
Ungarns Grand Prix 2021. Kaos på første omgang
Copyright Red Bull Contentpool
Ifølge teamchef Christian Horner er udsigterne ikke opløftende.
“Det er vildt frustrerende for Honda, for det har jo intet med holdbarhed at gøre. Det er på grund af ulykker, som vi ikke selv har været skyld i,” udtalte han i går til Autosport.
“Så de (Honda, red.) må bære hovedbyrden for alt dette, mens vi må gøre det på chassissiden.”
I øjeblikket fører Lewis Hamilton mesterskabskampen med 195 point foran Max Verstappen, der har 187 point. I konstruktørmesterskabet fører Mercedes med 303 point mod Red Bulls 291.