Silly Season i Formel 1 er i den grad begyndt, hvor rygterne er begyndt at strømme til.
Derfor tænkte vi på BMF1-redaktionen, at det var nærliggende at komme med vores bud på, hvilke kørere der er kandidater til at køre hos de forskellige hold.
Mercedes
Hamilton fortsætter i motorsportens kongeklasse i minimum to år endnu. Men spørgsmålet er mere om, hvem der kører ved siden af den syvdobbelte verdensmester.
Der er reelt kun to kandidater til det Mercedes-sæde og det står mellem Bottas og Russell.
Bottas er nu igang med sin femte sæson i Mercedes-bilen, og finnen har vist, at han er en pålidelig kører, som er meget vigtig for Mercedes i deres kamp om konstruktørernes mesterskab, hvor han har leveret for tyskerne.
Udover det skaber han ingen interne problemer, som var tilfældet da Rosberg sad i den anden garage. Finnen har også vist, at han godt kan tage mod teamorder i kritiske situationer, som vi senest så på Silverstone.
Dog har Bottas haft en skuffende sæson, hvor han lige nu er placeret på fjerdepladsen i kørernes mesterskab bag blandt andre Norris.
Den ni-dobbelte grand prix-vinder har bevist, at han kan presse Hamilton i kvalifikationerne, men i løbene er afstanden mellem de to ofte for stor.
Steiermarks Grand Prix 2021. Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Valtteri Bottas i team-tøj
Copyright Mercedes AMG
Russell vil komme ind som et frisk pust til Mercedes-teamet og det kan måske være med til at presse Hamilton yderligere.
Den nuværende Williams-kører er der også mere fremtid i end der er i Bottas. Det unge engelske talent kan derfor være en langsigtet bedre løsning til at overtage fra Hamilton, når den syvdobbelte verdensmester lægger hjelmen på hylden, da Bottas ikke har vist, at han er klar til at føre Mercedes-holdet.
Dog skal man ikke undervurdere, hvor vigtigt det er, at der er god stemning mellem kørerne, da Mercedes har oplevet på nært hold, hvor meget Rosberg og Hamilton trak holdet i to forskellige retninger.
Det er måske det Mercedes frygter ved at skifte kørere.
Lige nu kæmper Mercedes og Red Bull hårdt om VM-kampen. Hvis det også er tilfældet næste år kan Mercedes ikke risikere, at deres kørere tager point fra hinanden, som måske kan ske med en ren britisk kørersammensætning.
Det skal nævnes, at det vil være en svær opgave for Russell at køre lige op mod bundrutinerede Hamilton.
Derfor kan det sagtens tænkes, at såfremt Russell bliver forfremmet, at han så kan bruge det første år til at lære af Hamilton, for så at være klar til at kæmpe med om verdensmesterskabet i anden eller tredje sæson.
Det vil måske i virkeligheden være ønskescenariet for Mercedes.
Mercedes står ved en skillevej. Skal de gå efter kontinuiteten? Eller skal de tænke langsigtet?
George Russell fra Williams. Portugals Grand Prix 2021
Copyright Williams F1
Red Bull
Max Verstappen fortsætter hos Red Bull, så lad os fokusere på, hvem der bliver hans holdkammerat i 2022.
Sergio Perez har gjort det nogenlunde ved siden af hollænderen, men spørgsmålet er bare om Red Bull føler, han er god nok?
Den eneste konkurrent mexicaneren har til sædet er den tidligere Red Bull-chauffør, Pierre Gasly.
Gasly har leveret fremragende præstationer for Alpha Tauri siden Red Bull valgte at nedgradere franskmanden.
Red Bull-rådgiveren, Helmut Marko har rost Gasly for det han har præsteret i Alpha Tauri. Men måske er Red Bull bange for, at Gasly træder ved siden af igen, hvis han bliver forfremmet.
Perez er i gang med sin første sæson hos Red Bull og han har klaret sig bedre end sine to forgængere. Mexicaneren vil kun fortsætte med at udvikle sig jo længere tid han får i bilen. Derfor er det nok forventeligt, at vi nok kommer til at se endnu bedre præstationer fra den tidligere Racing Point-kører.
Det mest sandsynlige er, at Red Bull vil fortsætte med Perez for at bevare kontinuiteten.
Det vil være en unødvendig risiko at forfremme Gasly, da de ikke kan vide om franskmanden vil klare sig bedre end Perez.
Steiermarks Grand Prix 2021. Max Verstappen og Sergio Perez
Copyright Red Bull Contentpool
Williams
Hvis Russell ryger til Mercedes, kunne det være oplagt for dem at hente Bottas tilbage til sit gamle hold, Williams.
Bottas vil være en fremragende erstatning for briten, da han kan komme med sine erfaringer fra Mercedes og det vil uden tvivl være godt for Williams.
Udover det kender han Williams-holdet rigtig godt, selvom der er sket ændringer i ledelsen siden han sidst tørnede ud for det ikoniske hold.
Nicholas Latifi har aldrig slået Russell om lørdagen, hvilket er en pinlig bedrift. Når det er sagt er han oppe imod et supertalent.
Latifi kom ind i Formel 1 på grund af, at hans far (Michael Latifi) banede vejen for canadieren.
Den sovepude kan Latifi ikke sove under længere, da Williams’ nye ejere Dorilton er kommet ind med en masse penge, som gør at Williams ikke er ligeså afhængige af betalingskørere som set tidligere.
Dog har Latifi formået at halvere afstanden til sin teamkammerat i kvalifikationerne og samtidig er Williams også tilfredse med hans løbsfart.
Latifi
Copyright Williams F1
Tidligere F1-kørere som Hulkenberg og Kvyat spøger i kulissen, hvor begge kørere helt sikkert godt kunne være fristet til at bytte deres reservekørertjans ud med at være fast Formel 1-kører for et hold i genopbygning.
Hulkenberg har ikke kørt Formel 1 fast siden 2019, men da han kom ind som stand-in for henholdsvis Perez og Stroll leverede den erfarne tysker.
Så måske kan den tidligere Williams-kører hurtigt banke rusten af sig.
Kvyat fik det aldrig til at spille hos Red Bull, men russeren er afgjort en hurtig kører. Han har dog aldrig vist, at man kan regne med ham 100%, hvilket taler imod ham.
Der har også været rygter om, at Alpines-juniorkører Guanyu Zhou kunne være en mulighed for Williams, da kineseren kan bringe en masse sponsorater med sig.
Østrigs Grand Prix 2021. Guanyo Zhou som fredagskører for første gang
Copyright Alpine F1
Men før det skulle blive aktuelt vil det kræve, at Williams stopper deres motor-samarbejde med Mercedes.
Williams har en kontrakt med Mercedes til 2023 og det vil koste en masse penge at bryde ud af kontrakten, men det vil være Alpine, der skulle betale for det.
Zhou er igang med sin tredje sæson i Formel 2, hvor han lige nu ligger på andenpladsen.
Det er svært at forestille sig, at Williams får en helt ny kørersammensætning i 2022. Hvis Russell bliver forfremmet som Mercedes-kører, virker Bottas som den oplagte erstatning, hvor det så bliver finnens tur til at køre ved siden af Latifi.
Hvis Russell bliver hos Williams, er Latifi under pres. Det kan godt være, at Williams vil gå efter en mere erfaren kører, som muligvis også har et større talent end canadieren, hvor Hulkenberg eller Kvyat kunne være ideelle.
Der er mange kørere om buddet, som ikke er blevet nævnt i denne sammenhæng. Det er jo også silly season.