Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 29/7 2021 klokken 09:07
Pierre Gasly har overfor tyske RTL, bekræftet at han har haft en god samtale med Dr. Helmut Marko omkring hans fremtid og at det betyder at han vil blive hos AlphaTauri mindst en sæson mere.
Gasly har en kontrakt med Red Bull og er helt klart AlphaTauris 1. kører, men har længe været rygtet til McLaren, hvilket i første omgang nu er begravet.
Japanske Yuki Tsunoda, der kom så godt fra start i Formel 1, men som nu er sat i skyggen af Franskmanden, vil også få en sæson mere, da han har vist bedre stabilitet efter han er flyttet tættere på holdet i Italien.
På det primære Red Bull hold, Red Bull Racing, er der ingen tvivl om at Max Verstappen fortsætter, mens der har været en del spekulationer omkring Sergio Perez' fremtid, da hans gode start på sæsonen, nu er afløst af noget roderi.
Men også mexicaneren ser ud til at få en sæson mere, da man håber på at få noget mere stabilitet på holdet, den vej igennem.
Der er dog ikke kommet en officiel melding fra Red Bull endnu.