Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 22/6 2021 klokken 09:06
Østrig byder på smukke grønne marker og frodige omgivelser, hvilket kan tilskrives det faktum, at det ofte regner.
Efter en meget varm og mest tør weekend i Frankrig, ser det noget mere udfordrende ud for Formel 1 holdene, når de rykker til Østrig.
Red Bull Ring, beliggende ved byen Spielberg i den østrigske delstat Steiermark, heraf navnet på løbet, udfordres ofte af vejret på grund af de omkring liggende bjerge.
Ofte kommer der lidt regn i løbet af en løbsweekend, hvilket ikke ser ud til at blive en undtagelse i år.
Fredag Her varsles der lette byger, både ved den 1. og den 2. træning. Men det bliver varmt, med temperaturer på omkring 27 grader, hvilket betyder, at hvis regnen falder let, som forventet, vil den ikke give de store problemer.
Lørdag Her varsles der ikke nogen form for regn, men for at gøre det lidt svære for holdene, falder temperaturen markant. Formiddag, til den 3. træning, varsles der blot 14 grader, mens temperaturen skulle stige kraftigt, til 25 grader, når kvalifikationen skal køres.
Søndag Løbsdagen byder på nye udfordringer igen. Meteorologerne er ret sikre på, at der vil falde regn, startende omkring en time før løbsstart. Stadig varmt, med omkring 26 grader.
Hvis vejrudsigten holder stik, ser det ud til at der bliver tilført et ekstra underholdningselement og vi dermed kan se frem til endnu et underholdende løb.