Canadas Grand Prix er som regel garant for spektakulære Formel 1-løb, men nu er der fare for, at lægterne på Circuit Gilles Villeneuve for andet år i streg er tomme.
Den grundlæggende årsag er ikke i sig selv overraskende. Ligesom det meste af verden er Canada hårdt ramt af Covid-19-pandemien, hvilket betyder, at tilskuere ikke vil få adgang til løbsweekenden.
Der er dog også en anden årsag, og det er “$”.
Ifølge en rapport i den canadiske avis
La Presse hedder det, at FOM (ledelsen i Formel 1) anmoder om 6 millioner dollars i kompensation, hvis der ikke lukkes fans ind på lægterne. Organisationen forventer at høre fra regeringen i de kommende dage.
Det skal bemærkes, at slutbeløbet er væsentligt større. Således skal der lægges den normale royalty til F1 på 18,7 millioner dollars til, hvormed den samlede pris for afvikling af grandprixet udgør ca. 25 millioner dollars.
Robert Kubica i Williams og noget så usædvanligt som tilskuere. Canadas GP 2019.
Copyright Williams F1 Team
Kompensationen for de manglende tilskuere skal ses i lyset af tabet af indtægter fra sponsorer og manglende salg af merchandise til de mange fans.
Som pandemien udvikler i Canada lige nu, ser det sort med tilskuere på tribunerne. Alene af den årsag, at det kræver 14 dages karantæne at komme ind i landet. Et blik på de sociale medier viser da også, at kun de færreste ‘die hard’ fans tror på, at de bliver lukket ind til arrangementet.
Ifølge avisens kilder arbejdes der hårdt på at få de økonomiske ender til at mødes. Der er dog ikke fare for fremtidige løb, idet regeringen i Montreal allerede har indgået kontrakt om F1-løb helt frem 2029.