• Forside

Kimi: En god beslutning at komme til Ferrari

I forbindelse med præsentationen i søndags af den nye Ferrari F2007, fik Kimi Räikkönen lejlighed til at udtalte sig om sin nye arbejdsplads samt om den nye bil, som han skal konkurrere i, i 2007.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 15/1 2007 klokken 13:01

Kimi Räikkönen har rene lovord at sige om sin nye arbejdsplads hos Scuderia Ferrari, og han indrømmer nu åbent, at det er anderledes i forhold til hvad han hidtil har oplevet i de to teams, som han tidligere har arbejdet i.

”Jeg har lige set den nye F2007 på fabrikken, og den er smuk. Det bliver spændende at se den på banen i morgen,” siger Räikkönen. ”Jeg forventer, at det bliver en yderst konkurrencedygtig bil, hvor vi kan gå direkte efter mesterskabet.”

Räikkönen tror på, at Ferrari F2007 kan blive den bil, som giver et mesterskab.

Der blev også lejlighed til at høre finnens oplevelse af skiftet fra McLaren til Ferrari, og her var Räikkönen mere åben end vanligt.

”Jeg er blevet modtaget på en meget dejlig måde og jeg har en god følelse omkring skiftet. Det er dejligt at være hos Ferrari, men jeg vil ikke komme med nogen sammenligninger i forhold til andre steder. Det er en fuldstændig anden historie.”

”Men lad mig sige det på denne måde: I Maranello er der præcis, som jeg havde forventet, det ville være. Teamet har budt mig velkommen på en meget varmhjertet måde, og jeg tror at det var en rigtig god beslutning at komme til Ferrari.”

Räikkönen fortalte også, at han virkelig havde nydt at have en pause, men at 'en hurtig opbremsning' altid gør det svært at komme ind i rytmen igen.

”Nu skal jeg tilbage i bilen og vænne mig til den. Vi må arbejde sammen om det, og vi bliver nødt til at give alt, hvad vi har,” fortsætter finnen.

”I morgen skal jeg se F2007 køre, og det er altid interessant at se en ny bil køre sine første omgange. Det vigtigste, når man kører stærkt, er at have en god følelse med bilen.”

”Jeg skal bestemt også lære italiensk, hvilket er vigtigt for at tilpasse sig så godt som muligt i miljøet her,” slutter Räikkönen.

Finnen ved endnu ikke, hvornår han skal køre sit livs første omgange i en Ferrari, men det bliver efter al sandsynlighed først den ”gamle” model 248 F1, som skal lægge sæde til den 28-årige kører.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER