Den russiske Formel 2-kører, Nikita Mazepin, løb for nylig ind i en gedigen mediestorm, efter at han postede en video på sin Instagram-profil, hvor han gramsede på brystet af en ung fotomodel, der sad på bagsædet af en Porsche, som en ven kørte. Det skulle russeren nok ikke have gjort.
Videoen er efterfølgende blevet delt på samtlige sociale netværk og delingen af hashtaget #WeSayNoToMazepin viser, at fansenes dom er klar. Mazepin skal blive hjemme i Rusland.
Et blik på russerens strafpoint-regnskab fra Formel 2-sæsonen viser dog, at han meget vel kunne have klaret opgaven selv.
Således overfaldt Mazepin den britiske kører Callum Ilott i paddocken for fire år siden og tildelte ham flere slag. Dengang var russeren Force India F1-udviklingskører, og blev udelukket fra det første løb på Hungaroring i Euro Formel 3-mesterskabet, efter at stewards fandt ham skyldig i 'usportlig opførsel i paddocken'.
Emilia Romagnas Grand Prix 2020. Kevin Magnussen under kvalifikationen. Bliver den Nikita Mazepins i 2021?
Copyright Haas F1
Der er derfor nu 11 strafpoint på den 21-årige kørers strafferegnskab, hvilket, med blot et enkelt point mere, bringer ham snublende tæt på de 12 strafpoint, der giver en uigenkaldelig suspension. Med tanke på russerens hidtidige historik, var det ikke utænkeligt, at han ville nå det tolvte point inden for en overskuelig fremtid.
Men rigmandssønnen kravler gennem nåleøjet, og det er der en forklaring på.
Formel 2 og Formel 1 er en del af samme cirkus, og det ville derfor være logisk, hvis der skete en samkørsel af strafpoint, således at kørerne tog dem med sig, hvis de avancerer til Formel 1. Heldigvis, for russeren i hvert fald, fungerer det ikke sådan.
Således vil straffepointene, uanset hvodan han har “optjent” dem, nulstilles, så snart skridtet til Formel 1 er taget. Flere iagttagere har peget på det uhensigtsmæssige i dette regelsæt, men F1s løbsdirektør, Michael Masi, forsvarer dem.
"Reglerne i Formel 3 og Formel 2 er udarbejdet på en sådan måde, at strafpoint kun registreres inden for deres eget mesterskab og derefter ikke, som i Formel 1, i en periode på tolv måneder,” har Masi udtalt til hollandske
RacingNews365.
Sakhirs Grand Prix 2020. Bliver det Pietro Fittipaldi (billedet) i stedet for Nikita Mazepin?
Copyright Haas F1
“Det har altid været meningen at holde styr på straffene inden for hvert mesterskab separat,” fortsatte løbsdirektøren, som hellere ville glæde sig over tilstrømningen af nye, unge kørere til Formel 1 i 2021.
Således vil han hellere fokusere på unge kørere som Mick Schumacher og Yuki Tsunoda skal køre for henholdsvis Haas F1 og AlphaTauri. Og, måske, Nikita Mazepin for Haas F1.
"Vi er glade for den overflod af ungt talent, der kommer ind i Formel 1 fra Formel 2 næste år,” lød det fra F1-direktøren.
I øjeblikket hersker der dog stor usikkerhed om hvorvidt Haas F1 overhovedet vil effektuere kontrakten med Nikita Mazepin. Således peger flere kilder på, at teamets andre sponsorer har trukket i nødbremsen og truet med at trække sig på grund af den meget eksponerede og negative omtale af Mazepins videostunt med den unge model. Dette er dog ikke bekræftet af Haas.
Indtil videre er russeren officielt den ene af Haas F1s kørere i 2021, men et blik på hans Instagram-bio viser, at der ikke længere står "Formula 1 Driver" men derimod nu kun "Racing Driver". Til gengæld står der "HAAS F1 Driver" på reservekøreren Pietro Fittipaldis profil.
Der er i den grad lagt op til spekulationer.