Verden står overfor en klimakrise, ifølge de fleste eksperter. Mængden af CO2 der bliver ledt ud i naturen, det overstiger den mængde som naturen lagrer i træer, vand osv.
Formel 1 har altid været kendt for at være store og larmende biler med benzinslugende motorer, hvis eneste formål var at yde flest hk. I 2014 tog Formel 1 sit første spadestik mod en grønnere sport, da de introducerede turbo-/hybridmotorerne, som også fokuserede på brændstofbesparelse.
Pludselig var brændstofforbruget betydeligt lavere, og energieffektiviteten (udnyttelsen af brændstoffet) fra motorerne historisk høj.
Disse nye tiltag var dog ikke nok for Formel 1, som lagde en ny og grønnere plan. Sporten skal være carbon-neutral allerede i 2021, og F1’s aktiviteter på og udenfor banen skal være ‘carbon net zero’ i 2030, hvilket kort fortalt betyder, at alle aktiviteter der vedrører F1 skal være drevet af bæredygtige ressourcer.
Næste skridt på vejen mod en miljørigtig fremtid, det er Formel 1’s ambition om, at bilerne skal køre på 100 % bæredygtigt brændstof. Diskussionen gik længe på om Formel 1 skulle gå den elektriske vej, bruge brint-teknologi, eller noget helt andet.
Valget faldt på en forbrændingsmotor med hybridteknologi. Formel 1 mener, at det er det eneste alternativ i fremtiden, der kan levere det nødvendige performance output. Samtidig er der en anden tanke med at vælge den løsningj.
Størstedelen af transportmidlerne i verden er drevet af forbrændingsmotorer. Så i stedet for at skifte biler osv ud, så er et (potentielt) grønnere alternativ at skifte brændstoffet, som de nuværende forbrændingsmotorer benytter, ud med et, der ikke øger mængden af CO2 i atmosfæren.
Formula One Grand Prix of Australia, preview, Thursday. Image shows cans with fuel
Copyright Ikke sat!
Ifølge
F1, så har FIA’s tekniske afdeling allerede det første “test-brændstof” klar til afprøvning. Brændstoffet er udvundet af bioaffald.
De første tønder med FIA’s 100 % bæredygtige brændstof er allerede sendt ud til F1’s fire motorfabrikanter; Mercedes, Renault, Ferrari og Honda.
Formålet er at teste og validere brændstoffet i motorerne, og samtidig demonstrere overfor holdenes brændstofleverandørerne, at teknologien virker.
Formel 1’s brændstofleverandører forsker hele tiden i nye brændstoffer, da det kan give en fordel overfor konkurrenterne.
Så derfor kan det godt betale sig for dem at være hurtigt ude med udviklingen af det alternative brændstof. Planen er nemlig, at bilerne kun må køre på de nye brændstoffer (der er udviklet af leverandørerne selv), når det nye motorreglement træder i kraft om en håndfuld år.
Dog kan der hurtigt opstå en brændstof-kamp imellem leverandørerne, hvilket vil blive dyrt, da det kan give konkurrencemæssige fordele at have det bedste brændstof.
Det positive er dog, at denne konkurrencementalitet rykker grænser, der kan være med til at gavne trafikanter verden over.