Teamchefer støtter ny løbskalender

Den globale Covid-19-virus tvang F1-arrangørerne til at gå nye veje og vende op og ned på løbskalenderen. Det har været en succes, som er kommet for at blive.

Italiens Grand Prix 2020 . Copyright BWT Racing Point

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 23/9 2020 klokken 18:09

Covid-19 har vendt op og ned på mange ting i verden - ikke mindst på Formel 1-kalenderen, som på det nærmeste er roteret rundt om sig selv. Men hvad der lignede begyndelsen til en katastrofe for F1 har nu vist sig at være en succes - om end på en ganske alvorlig bagggrund.

Således har den ændrede kalender givet helt uventede, spændende og dramatiske løb, hvilket især blev understreget med Toscanas Grand Prix på Mugello Circuit, hvor alle ingredienser til et inciterende grandprix var til stede.

De uventede konsekvenser er da heller ikke gået ubemærket hen i paddocken, hvor flere teamchefer har udtrykt stor interesse for at gentænke sammensætning og valg af baner på kalenderen.

“Jeg synes det var et interessant koncept, der blev født af ren og skær nødvendighed for at få flere løb, og det er interessant,” siger Mercedes’ teamchef Toto Wolf ifølge Autosport .

Günther Steiner og Toto Wolff til pressemødeGünther Steiner og Toto Wolff støtter rotation af løbskalenderen.
Copyright Bil Magasinet BMF1


“Du kan se, at teamene ankommer til disse baner uden en masse viden, hvormed deres performance bliver meget forskellig.”

Red Bulls teamchef, Christian Horner, er også vild med de nye baner og advokerer for at der hvert år skal være mulighed for at nye baner kan blive “inviteret” med på kalenderen.

“Det er rigtigt godt, at F1 nu kommer til forskellige baner, og nu har vi så Istanbul og Imola,” udtalte Horner.

“Det giver også konkurrence, hvis banerne skal konkurrere om et af de 22 ‘slots’ på kalenderen, så jeg synes, at det vil være godt at have en slags ‘invitations-race’ hvert år for at møde nye baner.”

Hos Haas F1s teamchef Günther Steiner er der også begejstring for de nye baner.

“Jeg holder af forandring. Hvis du altid gør det samme, kender du altid resultatet,” sagde Steiner.

“Det vil være rigtig godt, hvis vi kan rotere dem (løbene, red.), hvis det altså er muligt rent kommercielt. Så det er noget for Formel 1 at kigge nærmere på.”

Foruden Mugello består de kommende “nye” baner i 2020 af Portimao i Portugal, Imola i Italien og Istanbul, Tyrkiet.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« AlphaTauri jagter Red Bull Mere hæder til Hamilton »