Silly Season maler støt og roligt videre uden hensyn til helligdage, ferie og lignende. Det seneste rygte handler om tidligere BAR Honda og senere BMW Sauber kører Jacques Villeneuve, der efter sigende skulle være på vej til DTM som kører for Audi.
Rygterne styrkes yderligere af, at Audi officielt har indrømmet interesse i 1997 F1-verdensmesteren som køreremne i en Audi DTM bil i 2007. Utvivlsomt et scoop af de store, hvis det skulle lykkes for fabrikken i Ingolstadt.
Når rygerne ikke virker overdrevne skyldes det, at tidligere F1-pilot Heinz-Harald Frentzen ikke længere er i stald hos tyskerne og canadieren kunne derfor passe fint ind i jobprofilen som trækplaster i DTM og for Audi i særdeleshed.
Jacques Villeneuve i BMW Sauber F1.06 i Frankrig 2006. Er den erfarne canadier nu på vej til Audi?
En talsmand for Audi har udtalt, at både Villeneuve og en anden F1-flygtning, Juan Pablo Montoya, er øverst på fabrikkens ønskeliste.
”Selvfølgelig ville det være stort med de to kørere som deltager i serien,” udtaler Audis Jürgen Pippig til ’Sport-Informations-Dienst’.
Montoya er sikret et sæde i NASCAR hos sin tidligere Champ Car arbejdsgiver Chip Ganassi, men med hensyn til Villeneuve er fremtidsudsigterne stadig usikre.
Et sæde i den amerikanske karruselserie er nemlig betinget af, at canadieren og hans manager Craig Pollock finder en rig onkel med en pæn sum penge. NASCAR teamet Roush Racing’s chef Geoff Smith udtalte i november, at ”bolden ligger hos dem” (Villeneuve og Pollock), og at han ”er villig til at arbejde sammen med dem.”
”Jeg har hørt i garagen, at visse sponsorer bliver prikket til af Pollock, så noget aktivitet er der i gang,” sagde Smith.
Nyhedsbureauet ’Sid’ spekulerer ydermere i, at Villeneuve i givet fald kunne lande en Audi kontrakt på hele 8 mio. $ næste år – hvis forhandlingerne ellers flasker sig for ham.
Audi chefen Wolfgang Ullrich hældte yderligere benzin på rygtebålet, da han forleden udtalte: ”Ingen tvivl om det – store navne er godt for DTM.”
Mon ikke der findes flere motorsportsentusiaster på disse breddegrader, som ville pantsætte deres syge moster, for at se en dyst imellem Jacques Villeneuve og Tom Kristensen i DTM?