I dag blev spændingen udløst for 23-årige Adrian Sutil fra Uruguay, da kontrakten med Spyker F1 kom i hus. Den unge kører kan nu gå i gang med at træne nakkemusklerne, til de første testkørsler løber af stablen i det nye år.
Sutil er bosat i München, Tyskland, og har hidtil koncentreret sig om at vinde det prestigefyldte Japanske F3 mesterskab for Tom’s Toyota Team. I 2005 var Sutil teamkammerat med nuværende og nybagte McLaren kører Lewis Hamilton.
Adrian Sutils karriere udviklede sig noget anderledes end der i første omgang var lagt op til. Faderen er musiker og sønnen var indstillet på at følge ophavet i samme karriere. Således var Adrian en anerkendt koncertpianist indtil han var 14 år gammel, men så opdagede han en verden udenfor det musikalske.
Adrian Sutil bliver ny mand hos Spyker F1. Her er det dog Christijan Albers bag rattet i teamets F1 racer.
”Da opdagede jeg karting, og fra da af var det musikken fra motorerne, som jeg fik lyst til at høre på,” fortæller Sutil. ”Jeg nød virkelig at opholde mig i F1 paddocken i år, og skal jeg være helt ærlig, så troede jeg på, at jeg ville blive testkører i 2007.”
Colin Kolles, teamchef hos Spyker, udtaler om sin nyerhvervelse: ”Det er godt for teamet med denne kontrakt, men jeg er også personligt stolt over dette. Adrian fik sin debut hos Team Kolles i 2004, og det stod hurtigt temmelig klart, at han havde stort potentiale, da han fik sin første pole position allerede i sit 3. løb.”
”Han har kørt for to store teams siden da og er modnet meget hurtigt. Alle her hos Spyker var imponerede, da han kørte for os i 2006, hvilket er årsagen til, at vi har arbejdet så hårdt på at få ham til at køre for os,” slutter Kolles.
Spyker F1 er ejet af Spyker Cars NV i Holland og kom ind i Formel 1 i 2006, da teamet købte Midland F1 Racing Team. Hovedkvarteret er i Silverstone, England, og Spykers første F1 løb var i det Kinesiske Grand Prix. I 2007 vil teamet benytte sig af motorer fra Ferrari.
Se vores liste over hold og piloter i næste sæson
her.