Af: (@bmf1.dk) d. 7/12 2006 klokken 23:12
Formel 1 feltet var tilbage i aktion på Circuito Permanente de Jerez på anden dagen af i alt tre dage på den sydspanske bane i provinsen, Andalusien.
Lidt overraskende var Formel 1 debutanten Lewis Hamilton i McLaren Mercedes, der noterede sig for dagens hurtigste tid. Den unge englænder satte dermed stopper for Ferrari’ s foreløbige dominans. Selv om testtider altid skal tages med et vist gran salt, så vil dagens resultat formentlig give Hamilton lidt arbejdsro.
McLaren Mercedes fortsatte i dag deres arbejde med at tilpasse sig de nye Bridgestone Potenza dæk, men der har også været fokus på andre programmer med henblik på 2007.
Hamilton sluttede dagen lidt for tidligt, da han havde en lille udflugt uden for banen og han påførte sin McLaren Mercedes en del mindre skader. Pedro de la Rosa kunne ikke måle sig med sin unge team kollega, og den rutinerede spanier måtte tage til takke med dagens 8. hurtigste tid.
Giancarlo Fisichella har tilsyneladende fået lidt mere styr på sin Renault, og italieneren formåede at sætte dagens næsthurtigste tid. Selv om Fisichellas tid var over et sekund langsommere end Lewis Hamiltons formidable tid, var den lille italiener alligevel godt tilfreds.
Om dagens test sagde Fisichella: ”Andendagen (på Jerez) er gået noget bedre. Jeg er begyndt at finde mig til rette med de nye dæk, og jeg føler mig fortrolig med bilen. Jeg har gjort gode fremskridt på trods af lidt forsinkelser her til morgen, som skyldtes dårlige baneforhold”.
”Dækkene er hårdere end vi er vant til, hvilket har betydet, at vejgrebet ikke har været så godt. Det var dog, hvad vi havde forventet, så det er ikke kommet som den store overraskelse.”
Brasilianeren, Rubens Barrichello tilbagelagde ikke mindre end 112 omgange på den sydspanske bane og sluttede med at sætte dagens tredje bedste tid. Jenson Button deltager ikke i denne uges test. Englænderen er fortsat plaget af ribbens smerter efter et gokart uheld.
Christian Klien, som har overtaget rollen som testkører hos Honda efter Anthony Davidson, har tilsyneladende fundet sig godt til rette i sine nye omgivelser. Østrigeren satte dagens 7. hurtigste tid, hvilket står i skarp kontrast til David Coulthards tid i bunden af dagens tidstabel.
Williams Toyotas Nico Rosberg satte dagens fjerdehurtigste tid, og der er optimisme at spore i det gamle team.
Toyota har valgt inkludere et par unge kørere fra deres ”Toyota Young Driver Program” i testen på Jerez. I går var det japaneren, Kohei Hirate, som fik chancen til at prøve kræfter med Formel 1.
Dagens nye Formel 1 kandidat var landsmanden Kamui Kobayashi, som faktisk klarede sig ganske fornuftigt. Den unge japaner var kun 0.019 sekunder langsommere end David Coulthard i Red Bull Ferrari.
Ferrari og Filipe Massa, som ellers har været toneangivende de sidste par uger sluttede lidt skuffende dagen med 6. bedste tid. Det var da også Kimi Raikkonen’s besøg hos Ferrari, som gav det italienske team den største presseomtale. Raikkonen deltog i dagens tekniske møde og benyttede tiden til at veksle et par ord med sin nye teamkollega.
Testen på Jerez fortsætter i morgen.