Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 20/11 2006 klokken 12:11
Ifølge den tyske avis ’Sonntag Express’ har en trofast Michael Schumacher fan offentliggjort et brev, som han har sendt til den tyske forbundspræsident Horst Kohler.
I brevet foreslår personen, at Schumacher burde indstilles til hæderen ’Bundesverdienstkreuz’. Forbundspræsidenten er den eneste, der kan godkende en sådan hædersbevisning.
Den hengivne Schumacher-fan begrunder ikke kun sin indstilling med tyskerens mange, sportslige resultater.
”Foruden at have opnået exceptionelle, sportslige resultater har Michael Schumacher i mange år også engageret sig i sikkerhedskampagner indenfor FIA samt arbejdet for velgørenhedsorganisationer,” hedder det i brevet.
I 2004 foreslog mandebladet ’GQ’ ligeledes, at Schumacher burde modtage den tyske hæder, men det blev dengang afvist med den begrundelse, at sportslige præstationer i sig selv ikke kunne retfærdiggøre en sådan hædersbevisning.