Efter meddelelsen om, at Ocon rykker til Renault, må den tyske Formel 1-kører se sig om efter andre teams. Haas-chef Günther Steiner har allerede bekræftet, at tyskeren er en kandidat til Grosjeans sæde.
På spørgsmålet om, hvad Hülkenberg mener om Magnussen, svarer han helt roligt: "Fin fyr!". Hülkenberg har absolut ingen problemer danskeren, og han vil "meget gerne" køre for samme team som Magnussen, siger den 32-årige tysker.
"En teamkammerat er en teamkammerat, det bliver man bare nødt til at acceptere. Nogen har man et bedre forhold til end andre, men man behøver ikke have et godt forhold til hinanden. Måske er det bedre ikke at have det, jeg ved det ikke… Jeg tror dog ikke, at det bliver et problem for mig.”
Magnussen er selvfølgelig interesseret i, hvem han skal køre sammen med næste år: "Der er ikke truffet nogen afgørelse. Jeg er tilfreds med den teamkammerat, jeg har i øjeblikket, og jeg vil være tilfreds med hvem det end skulle blive [næste år]."
Selv med Hülkenberg? Hændelsen for to år siden mellem Magnussen og Hülkenberg er blevet overdramatiseret, mener Magnussen. "Nu er jeg bare træt af at høre om det. Nu er det to år siden, at det mellem mig og Nico skete i Ungarn. Det er utroligt, at folk bliver ved at snakke om det."
Magnussen interview
Copyright Bil Magasinet BMF1
Hvilke muligheder tyskeren har, vil vise sig i løbet af de kommende uger. Han har ikke meget lyst til at skifte til en anden løbsserie, i hvert fald ikke WEC, men måske Formel E? "Jeg kigger lidt på det hele", griner han.
Hülkenberg får dog støtte fra sin landsmand Vettel, som gerne så, at Hülkenberg bliver i Formel 1: "Jeg synes ikke, at han har fortjent det her. Men jeg kender ikke baggrunden og årsagen. Jeg håber selvfølgelig, at han kan finde et sæde, for en kører af hans kaliber fortjener en plads i Formel 1."