Steiner: Måske får jeg brug for en psykolog

Det var en fattet men dog lidt træt Haas-teamchef, der mødte pressen efter det tyske grand prix og en langvarig debriefing med kørerne. Magnussen og Grosjean bliver ved med at køre ind i hinanden.

Tysklands Grand Prix 2019 . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 28/7 2019 klokken 19:07

Det burde ikke kunne ske igen, men Kevin Magnussen og hans franske teamkammerat har nærmest fået for vane at køre ind i hinanden. Historien gentog sig på Hockenheim.

„Jeg vil helst ikke kommentere det lige nu, for jeg har ikke analyseret det til bunds endnu,“ sagde Steiner som det første. „Heldigvis skete der ingen skade på bilerne.“

Efter kollisionen fik Kevin besked på at lade Romain køre forbi, fordi franskmanden var hurtigere end danskeren.

Men Steiner er stadig utilfreds: „Nu må de snart holde op med at opføre sig som børn. Det kan ikke være rigtigt, at de skal ligge og køre ind i hinanden ved hvert løb. Jeg kan ikke sige, om det er noget psykologisk med dem, jeg er ikke psykolog. Men måske er det mig der snart får brug for en psykolog,“ siger Steiner med et grin.

Grundlæggende er Steiner dog tilfreds med selve løbet: „Bortset fra en bestemt ting tog vi de rigtige beslutninger under løbet. Vi var bare ikke hurtige nok under løbet. Da vi skiftede til slicks, vendte de gamle problemer tilbage. Nu har vi heldigvis samlet en del data, men det er stadig for tidligt at sige noget om, hvordan vi løser problemerne. Vi må vente, indtil vi er færdige med at analysere dem.“

Günther Steiner er dog godt klar over, at han bliver nødt til at tale med sine kørere før løbet i Ungarn om en uge. „Mit job er at sørge for, at vi kører race mod de andre. Jeg bliver nødt til at gøre noget. Det er mit job. Jeg har ikke noget imod at lade kørerne køre mod hinanden, men hvis det arbejder imod os, så er det noget jeg må ændre.“

Til sidst udtaler Steiner om Kevin og Romain: „Forholdet mellem dem er ikke noget der hjælper os i øjeblikket. Vi har andre vigtigere ting at tænke på lige nu, så det her er en unødig belastning for teamet.“

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Tysklands GP, løbsresumé: Verstappen vinder van(d) Toto Wolff forsvarer Hamilton trods fiasko »