Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 28/7 2019 klokken 09:07
Mens Kevin Magnussen kørte med de seneste opdateringer på sin Haas-racer og kun missede Q3 med 0,013 sekunder til Perez, kan Grosjean starte fra position 6. En flot position teamets forskellige problemer taget i betragtning.
”Jeg er faktisk meget imponeret over, hvor god min bil er,” fortalte Grosjean til BMF1. ”Det er faktisk den samme bil, som vi startede sæsonen med i Austrialien. Vi har ikke ændret noget på den. Det viser, hvor god bilen rent faktisk er, når vi kan få den til at fungere afhængigt af temperaturerne.”
Temperaturproblemerne, især når vi taler dæk, er den altafgørende faktor for, om Haas er konkurrencedygtige i løbet eller ej.
”Du kan ikke køre bilen, hvis dækkene bliver for varme på overfladen, du mister downforce og glider bare rundt. Og når du glider rundt, slider du også mere på dækkene. Og for ikke at glide rundt, må du køre mere forsigtigt og dermed langsommere. Det har været vores største problem under løbene i denne sæson.”
Problemerne for Haas med deres racer har været velkendt i lang tid, og derfor mente Grosjean, at der måtte gøres noget:
”Faktisk har jeg fra løbet i Barcelona presset på, for at vi måtte køre i den gamle bil fra Australien. Det var Günther Steiners idé at køre med 2 forskellige specifikationer på Silverstone for bedre at kunne forstå problemerne med opdateringerne."
Det var dog meget begrænset, hvad der blev indsamlet af data på Silverstone, da Grosjean og Magnussen kørte ind i hinanden på første omgang...
Haas kæmper stadig med at forstå deres bil, men nu bliver den endelig samlet en del data, som kan hjælpe med udviklingen af bilen til senere på sæsonen. Der er dog stadig mange spørgsmålstegn:
"Det har været lidt op og ned i denne weekend. Om fredagen, hvor det var meget varmt, var jeg rigtig glad for min specifikaion af bilen, mens Kevin ikke var glad for nogen af specifikationerne. Under den 3. frie træning var Kevin flyvende, og jeg overvejede kort, om jeg skulle skifte til det nye setup. Men under kvalifikationen var det 5 grader varmere, og der var jeg en lille smule hurtigere end Kevin. Og når det drejer sig om, hvilken bil der er hurtigst i løbet, så var det min – i hvert fald i går [fredag].”
Grosjean er meget forsigtig angående en godt resultat på Hockenheim: ”Hvis det holder tørt under løbet, er der fare for, at vi oplever det samme som i Bahrain, hvor vi startede langt fremme men blev kørt bagud i selve løbet. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske. Vores longruns var relativt gode, selv om vi måske bliver nødt til at ændre vores setup en lille smule. Vi er ikke de hurtigste på langsiderne, måske fordi vi kører med mere downforce end de andre. Vi må vente og se, hvordan vejret bliver.”
Og vejret kan blive den afgørende faktor: Der er lovet regn igen, men Haas har aldrig haft regnvejrsdækkene på bilen i denne sæson, så det er svært at sige, hvordan bilen kører på regnvejrsdæk. Grosjean så også helst, at regnen holder sig væk, hvis han skal kunne indløse sin gode startposition til point på kontoen.
Den gamle specifikation synes at have givet Grosjean selvtilliden og glæden tilbage hos Haas.
Grosjean afslutter: "Jeg er ret sikker på, at min bil med specifikationen fra løbet in Australien er rigtig god. Derfor håber jeg, at jeg kan angribe allerede på første omgang.”
Vi må håbe, at det så sker uden flere kollisioner.