Rygter der kom frem i formiddags fortalte, at det italienske spiritusmærke, ville vende tilbage til den glamourøse Formel1 scene, som sponsor for Ferrari.
De ”ældste” læsere vil kunne huske at Martini logoet tidligere har prydet Lotus, Alfa og Brabham tilbage i 70’erne, og det ser nu ud til at de kommer til at pryde dette års Ferrari.
Rygterne blev bekræftet over middag og Martini fortsætter derved deres 35 år lange engagement i motorsport.
Aftalen der er blevet indgået, gælder for de næste 3 år altså foreløbigt til og med 2008, og forventes ikke at være i samme størrelsesorden som det nu hedengangne Vodafone sponsorat.
Michael Schumacher
Om det nye samarbejde siger Robert Furniss-Roe, der er Direktør for Martini Racing: ”Vi glæder os meget over den nye aftale med Ferraris Formel1 hold. Vi har en mangeårig tradition inden for motorsport, og det seneste kapitel tegner til at blive givtigt for os såvel som vores forbrugere”.
Fra marts blænder Martini op for et nyt tiltag; de starter en række udsendelser, der over 33 afsnit vil sætte fokus på verdens’ bedste motorsportsserier. ”Martini World Circuit” som programmet hedder, vil blive sendt på 6 forskellige sprog, over hele verden.
Skribenten er på indeværende tidspunkt ikke klar over om det bliver sendt i Danmark, men man kan jo håbe.