Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 31/10 2006 klokken 09:10
Den sympatiske Jean Alesi, som efter sin lange Formel 1 karriere skiftede til Mercedes i DTM i 2002, valgte efter et svært år at trække sig fra DTM serien kort inden tv-billederne kom på. Det betød, at en del mennesker ikke så Jean Alesis takketale, hvor han fik overrakt en tønde, formodentlig med en masse gaver, en tale fra Mercedes Motorsportschef Norbert Haug og klapsalver og kram fra kørere, teamchefer og sponsorer.
En flot karriere sluttede med en 8. plads på banen, der snød ham for sin anden Formel 1 sejr tilbage i 1996.
Heinz-Harald Frentzen skiftede efter sidste sæson til Audi teamet, hvor han kom i stald med Mathias Ekström, Martin Tomczyk og Tom Kristensen. Heinz-Harald lavede i denne sæson utrolig mange fejl, hvor han tit startede godt, men faldt igennem feltet på grund af påkørsler og specielt afkørsler.
Efter løbet på Hockenheim udtalte Heinz-Harald sig i meget lidt rosende vendinger omkring Audi og den støtte, han ikke følte han på noget tidspunkt i 2006 havde fået. Det skete direkte på den tyske tv-station ARD og Audi var hurtigt ude og dementere udtalelserne.
I går ophørte Heinz-Harald Frentzens samarbejde med Audi. Forholdet stod ikke til at redde efter de udiplomatiske kommentarer, og det må forventes, at Heinz-Harald Frentzen ikke kommer til at fortsætte i DTM i 2007 for et andet team.
To store Formel 1 kørere sluttede derfor deres DTM karriere i søndags. Den ene med æren i behold, den anden med en fyreseddel i nakken.