Solointerview med Kevin (2/3)

I forbindelse med Italiens Grand Prix på Monza bringer vi her anden del af det årlige solointerview med Kevin Magnussen.

BMF1 interview med Kevin . Copyright BMF1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 1/9 2018 klokken 16:09

Vi bringer her andet solointerview, ud af tre, med Kevin Magnussen fra Monza Park, hvor vi talte sammen i teamets hospitality center i forbindelse med Italiens Grand Prix. Der er tale om et såkaldt Q&A interview delvist baseret på vore læseres spørgsmål, så måske er et af dine med.

Lad os tage et par af vore egne spørgsmål. Når en kører som Kimi Räikkönen bliver interviewet, er det tydeligt, at han ikke lukker spørgeren helt ind. Han er et privat menneske. Hvordan har du det på det område, når du bliver interviewet? Hvor meget lukker du intervieweren ind?”

”Det er ikke noget jeg tænker så meget over, og det er ikke noget jeg stilling til som sådan. Jeg svarer på de spørgsmål, jeg får.”

”Det er jo ikke det mest spændende at sidde og lave interviews tyve gange om dagen hver torsdag, men det er en del af jobbet. Så er der jo også en masse læsere, som sidder og følger med og som i virkeligheden holder dette show kørende, og det skal man huske at sætte pris på.”

Da din far (Jan Magnussen, red.) kom til Formel 1, udtalte han efterfølgende, at han aldrig følte sig helt tilpas ved store sponsorevents og lignende. Hvordan har du det med den slags?

Det årlige interview mellem BMF1 og Kevin Magnussen, Monza 2018Det årlige interview mellem BMF1 og Kevin Magnussen, Monza 2018
Copyright BMF1


”Ligegyldigt hvilket job du har, er der altid et eller andet, der ikke er så sjovt, og der er Formel 1 ikke nogen undtagelse. Det er nok det, som er mindre sjovt, hvis man skærer ind til benet.”

”Vi er her jo for at køre ræs og gå op i den del, der foregår i bilen og med bilen og er ikke rigtigt gearet til at gå op i alle de kommercielle ting, der følger med.”

Du har på et tidspunkt udtalt, at du ikke følger så meget med på de sociale medier – bortset fra BMF1 og Bil Magasinet naturligvis (smil hele vejen rundt). Hvorfor gør du ikke det?

”Det er der flere grunde til, vil jeg sige. Jeg synes, at det er en lille smule forstyrrende. Selv om man kan holde sig opdateret på, hvad der foregår ude i den store verden, så er der også meget, der slet ikke passer. Jeg synes, der er meget nemmere metoder at få sit eget personlige indtryk af, hvad der foregår ude i verden, hvor man selv opsøger informationen i stedet for at det hele bliver kastet i hovedet på dig, og hvor andre bestemmer, hvad du skal læse.”

”Så jeg opsøger de informationer, jeg selv vil have i stedet for at være tvunget til at have en mening og få nogle informationer, som måske ikke er rigtige eller relevante.”

Sidste sæson var du en del under beskydning for dine kørestil, men det er klinget lidt af nu. Hvorfor? Har du ændret på din kørestil, attitude eller andet?

”Jeg tror bare, at det er sådan, at det går op og ned i Formel 1. Og igen, lige så snart der bliver sagt et eller andet over radioen fra en kører, der brokker sig over et eller andet om mig eller en anden, så kommer det lynhurtigt i TV.”

Det årlige interview mellem BMF1 og Kevin Magnussen, Monza 2018Det årlige interview mellem BMF1 og Kevin Magnussen, Monza 2018
Copyright BMF1


”Og lige så snart det kommer i TV, så er der en masse folk, der kommer med en masse meninger og gerne vil give afløb for deres meninger, bl.a. på de sociale medier. Så kører folk en stemning op om noget, der i virkeligheden slet ikke er så slemt, for et eller andet spændende skal der jo være at tale om, og det accelererer lynhurtigt op.”

”Nu har der ikke lige været noget at brokke sig over på det sidste, og så bliver der stille, men så finder de nogle andre at svine til og gå op i.”

På Spa prøvede Romain et nyt gulv til bilen, som han ikke var helt tilfreds med, men du kørte med det gamle, som du synes fungerede fint. Hvorfor er der så stor forskel på jeres fælles oplevelse af bilen?

”Jeg tror egentlig at vi var enige om, hvad der fungerede på Spa, men man er også nødt til at arbejde med det, for at få det til at fungere. Det nytter ikke noget bare at sige, at ’det duer ikke’. Man er nødt til at arbejde med det og prøve på at få det til at fungere, for det kan jo være, at der er mere potentiale i den opgradering – måske ikke lige med det samme men senere.”

”Hvis du bare smider det væk med det samme, får du ikke mulighed for at lave nogle forbedringer med det, for der skal altid arbejdes med det.”


Hermed slut for anden del af solointerviewet, ud af tre, med Kevin Magnussen fra Monza.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Italiens GP: Kvalifikationen LIVE fra Monza. Pole Kevin: "Alonso tror han er gud!" »