• Forside

Arrestordre imod Eddie Irvine

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 21/1 2006 klokken 18:01

Der blev i går indgivet arrestordre mod ex-Formel 1 køreren Eddie Irvine. Årsagen er trafikforseelser, der daterer sig helt tilbage til 2003.

Arrestordren blev indgivet, da 40-årige Eddie Irvine ikke reagerede på en tilsigelse til et retsmøde i London Magistrates’ Court vedrørende trafikforseelser. Det drejer sig bl.a. om scooterkørsel i Hyde Park samt kørsel uden forsikring og kørekort.

Da den tidligere F1-stjerne og mangemillionær ikke mødte op i retten, blev ireren fundet skyldig og derefter beordret arresteret.

En talskvinde for Bow Street Magistrate’s Court bekræfter kendelsen til avisen Belfast Telegraph: ”Arrestordren forbliver gyldig indtil, han enten overgiver sig eller er arresteret.”

Efterfølgende udtaler en talsmand for Metropolitan Police, at selvom man vil reagere, hvis Irvine skulle vise sig i England, så vil ireren ikke aktivt blive eftersøgt, da der trods alt kun er tale om mindre forseelser.

Det forlyder ligeledes, at Irvine, hvis han skulle blive arresteret, omgående vil blive løsladt imod betingelsesløs kaution.

Irvines advokat Pat Kelly oplyste dog til retten, at der var en naturlig grund til at hans klient ikke mødte op til retsmødet.

”Det er simpelthen blevet overset. Normalt tager managerne sig af hans interesser, når han er bortrejst. Irvine ignorerer på ingen måde sit ansvar.”

Irvine overlever utvivlsomt sagen økonomisk. Bøden lyder på 500£ for at køre uden forsikring samt 150£ for at overtræde fartbegrænsningen.

Forhåbentlig havde Irvine det sjovt under scooterturen i Hyde Park.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.