• Forside

Ny testaftale for 2007 vedtaget

Efter søndagens løb mødtes alle teamchefer og flere tekniske direktører for at underskrive den nye testaftale for 2007, der forbyder teams at teste uhæmmet og som samtidig vil sætte en bremser på de store testbudgetter.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 9/10 2006 klokken 14:10

Den nye testaftale går i korte træk ud på, at alle teams har lov til at teste 30.000 km om året, og så bestemmer hver enkelt team så om de 30.000 km skal køres af en eller flere biler.

Endnu er der dog nogle ting, som der ikke er besluttet endnu. For eksempel er det stadig usikkert, om de 30.000 km kun gælder fra sæsonstarten eller om de træder i kraft dagen efter det brasilianske Grand Prix, den 1. december 2006 eller 1. januar 2007.

Men flere teamchefer udtaler sig varmt omkring denne aftale, der vil give mindre teams muligheden for at teste lige så meget som de store eller rettere: Den nye testaftale forhindrer de store teams i at teste meget mere end de små teams.


Orange MP4-20 med Gary Paffett under en test før sæsonstart

Flere medier skriver om den nye testaftale. Således har Autosport.com fået følgende kommentar fra Dr. Mario Theissen fra BMW Sauber F1.

”Det er godt. Jeg synes vi har opnået et godt resultat, og alle har arbejdet sammen.”

Nick Fry fra Honda Racing opfordrer alle teamchefer til at få lavet nogle officielle testdage, hvor alle eller næsten alle teams vil teste samtidig, så man kan opnå noget opmærksomhed på disse tests.

Intentionen med den nye testaftale er god, men der skal nok være et team eller to, som vil trække sig lidt tilbage for at hemmeligholde deres resultater, men vi får se, hvad de kommende måneder bringer.