Red Bull-køreren Daniel Ricciardo, hvis kontrakt udløber med udgangen af sæsonen i 2018, udtaler i et interview i forbindelse med et PR-event af sit ’Ricciardo Kart’, at en kontraktforlængelse med Red Bull, ud over 2018, afhænger af om teamet kan levere ham en konkurrencedygtig bil, der kan vinde mesterskaber.
"Jeg har været igennem den utålmodige fase, og jeg er der stadig - for jeg ønsker ikke at forlade F1 uden et mesterskab," sagde Ricciardo.
"I hvert fald tror jeg stadig, at jeg kan gøre det. Jeg går efter det… og hellere før end siden.”
"Jeg troede, at vi ville være tæt på i år, men det har vist sig ikke at kunne lade sig gøre. Vi har stadig formået at få podieplaceringer, men realistisk set har vi ikke været med i mesterskabskampen.”
Daniel Ricciardo. Italiens Grand Prix 2017.
Copyright Monzanet.it
”Så der skal virkelig ske noget hos Red Bull næste år - i hvert fald set fra mit synspunkt,” lød det bestemt fra Ricciardo.
"Jeg har efterhånden været med i nogle år nu, og jeg mener, at vi næste år skal tage et større skridt, end vi gjorde i år for virkelig at overbevise mig om, at jeg kan vinde med dem (Red Bull, red.)”
"Jeg ønsker virkelig at vinde med dem. Absolut! Det vil også fuldende historien… Seb (Vettel, red.) formåede at gennemføre det, men han er også den eneste fyr, der har kunnet. Så dybt i mit hjerte ville jeg elske, at det kunne ske. Men nu må vi se.”
"Jeg ønsker at få muligheden for at vinde, mens jeg stadig er på toppen."
Ricciardo indrømmede også, at det er en helt ny situation for ham, at han for første gang i sin karriere selv kan vælge, om han vil blive hos Red Bull eller flytte til et andet team efter 2018.
"Men det er også op til dem (Red Bull, red.), hvis de vil fortsætte, og derefter er det min beslutning, hvor jeg helst vil være."
Det er vigtigt for Ricciardo, at han har det sjovt, hvor han er.
Copyright Red Bull Contentpool
"Med den næste kontrakt jeg underskriver - forlængelse eller en ny - er det usandsynligt, at det kun bliver for ét år. Det bliver sandsynligvis for tre år. Så det er en stor del af mit næste karriereskridt.”
"Det er helt sikkert noget, jeg vil tænke meget på. Men i sidste ende vil jeg være et sted, hvor jeg vil have en god chance for succes og at vinde. Men det skal lige så meget være et sted, hvor jeg vil nyde at være.”
"En stor del af mit succeskriterie er, at jeg har det sjovt med at udføre denne sport. Jeg tror nemlig ikke, at alle har det lige så sjovt, som de burde. Så det er vigtigt for mig," lød det fra Ricciardo.